Få hjælp, når alt det digitale driller
I dagtimerne går han på Martec, men i fritiden hjælper han gerne med opsætning af den digitale elektronik
RAVNSHØJ: Du har lige købt en ny pc, en smartphone, iPad eller måske et af de nyeste fjernsyn. Du klør dig i de grå hår, som der bliver flere om flere af. Hvordan kommer jeg i gang med at bruge det her stykke teknologi? Hvordan lægger jeg tv-kanalerne ind?
Spørgsmålene er mange. Nu er der hjælp at hente hos 22-årige Kenneth Bille Weyhe, der bor i Ravnshøj, og som netop har startet sit eget lille firma, som han kalder Opsaetning.dk
Vi køber flere digitale apparater, for nu skal det være nemmere, hurtigere og mere enkelt at komme igennem hverdagen. Det er vist sådan mange af os tænker.
Mange har med held taget elektronikken til sig - og er blevet fortrolig med den.
- Men jeg har spurgt mig selv, om det nu også virker for alle. Den ældre generation kæmper i hvert fald mange kampe. Det har jeg selv oplevet i min familie og omgangskreds, fortæller Kenneth Weyhe om baggrunden for firmaet.
- Jeg vil hjælpe folk - især de ældre - med deres elektronik. Jeg kan hjælpe med det meste indenfor internet, tv, pc og HIFI.
Firmaet tilbyder også rådgivning og hjælp til for eksempel NemID og e-boks.
- Jeg kommer selv ud til kunderne, hvis de bor i postnummer 9900 eller byer i nærheden, forklarer Kenneth Weyhe.
Foreløbig arbejder han eftermiddag og aften i sit nye firma. Til daglig læser han nemlig til maskinmester på Martec i Frederikshavn. Han har tidligere haft fritidsjob hos Harald Nyborg, hvor han har hjulpet kunderne med radio/tv og andre el-artikler.
- Det var her, jeg opdagede, at jeg var god til at rådgive, tilføjer Kenneth Weyhe, der begyndte at rode med elektronik i 10-års alderen.
Dengang byggede han sin egen computer.
Man kan læse mere om firmaet på www.opsaetning.dk - eller via facebook.
toen
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.