Få positive ord med på vejen

Nye byporte på vej i Gundersted

Til venstre ses Anders Møller Jensen, der var manden bag byens tidligere byporte. Til højre for ham står de nye portes bagmand, Ulrik Mark Jensen, sammen med Kirsten og Frits Lynggaard, der har hjulpet med design og produktion. Privatfoto

Til venstre ses Anders Møller Jensen, der var manden bag byens tidligere byporte. Til højre for ham står de nye portes bagmand, Ulrik Mark Jensen, sammen med Kirsten og Frits Lynggaard, der har hjulpet med design og produktion. Privatfoto

GUNDERSTED:Smil og vær glad. Det synes at være det nye budskab i Gundersted, i hvert fald hvis man ser på byens nye byporte.

Byportene har været mere end et år undervejs, da nye regler foreskriver, at byporte ikke må sammenbygges med byskiltet.

- Jeg havde et naivt håb om at vi kunne nå at have de nye byporte klar allerede sidste år, men det måtte jeg sande ikke kunne lade sig gøre, siger Ulrik Mark Jensen, der er manden bag de nye byporte, der refererer til områdets store sø, Navnsø.

- Jeg tænkte meget over, hvad der var kendetegnende for Gundersted, og så kom jeg i tanke om Navnsø, siger Ulrik Mark Jensen og fortæller, at Navnsø også var på tegnebrættet allerede for 18 år siden, da de tidligere byporte skulle designes.

Udover en afbildning af Navnsø pryder ordene ”smil, du er på” og ”kom glad igen” byportene, når du henholdsvis kommer til og forlader byen.

- Vi synes, at ”velkommen” og ”på gensyn” var lige lovligt tamt, forklarer Ulrik Mark Jensen.

Ud over de nye byporte vil der også blive lavet to nye infotavler til byen inden for de næste par måneder, som de lokale foreninger kan benytte, når der skal gøres opmærksom på aktiviteterne i Gundersted.

Det samlede budget har været på cirka 60.000 kroner, hvortil Landsbyudvalgets projektpulje i Vesthimmerlands Kommune samt Den Jyske Sparekasses støttefond har givet støtte i form af henholdsvis 25.000 og 10.000 kroner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden