Arbejdsskade

Var tæt på at dø i fiskekutter - nu får han erstatning

Nick Vejle, der var tæt på at dø i forbindelse med sit forsøg på at redde to nødstedte fiskere, skal have erstatning, fastslår Retten i Hjørring

To personer omkom i fiskekutterens lastrum i 2014. En tredje overlevede, men blev hjerneskadet. Nu får han erstatning. Arkivfoto: Jan Pedersen

To personer omkom i fiskekutterens lastrum i 2014. En tredje overlevede, men blev hjerneskadet. Nu får han erstatning. Arkivfoto: Jan Pedersen

NORDJYLLAND:Retten i Hjørring har tilkendt 28-årige Nick Vejle, der fik en hjerneskade i forbindelse med en arbejdsulykke, erstatning for svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste.

Ved ulykken 4. august 2014 omkom to fiskere i lastrummet på en fiskekutter i Strandby Havn i Nordjylland.

Nick Vejle arbejdede som pumpemand på havnekajen og sugede skidtfisk fra kutteren over i en lastbiltank. Da han hørte et nødråb fra fiskekutteren, hoppede han ned i dens lastrum for at redde de to nødstedte fiskere. I lastrummet faldt han bevidstløs om i dampe af svovlbrinte fra rådne skidtfisk.

Efter ulykken har Nick Vejle kæmpet med en svær hjerneskade, der blandt andet har givet ham lammelser og talebesvær.

- Jeg er meget glad for, at jeg fik medhold i retten, oplyser Nick Vejle til Fagbladet 3F.

Ejer af og direktør hos Grenaa Lossekompagni, Jan Kvist Nielsen, havde krævet frifindelse i sagen.

Han mente ikke, at firmaet var erstatningsansvarlig for Nick Vejles arbejdsskade, på trods af, at firmaet på det tidspunkt var Nick Vejles arbejdsgiver.

- Jeg har ikke fået dommen. Jeg har ingen kommentarer, siger Jan Kvist Nielsen til Fagbladet 3F.

Retten afgjorde, at det var Grenaa Lossekompagnis forpligtigelse at instruere Nick Vejle om de farer, der kunne være ved at gå om bord på kutterne.

- Var Nick blevet ordentligt instrueret i arbejdet, og havde han haft det rigtige udstyr, ville han have været opmærksom på risikoen ved at gå om bord på kutteren for at hjælpe de to fiskere i lastrummet, siger advokat Marianne Fruensgaard fra firmaet HjulmandKaptajn, der har ført sagen for Nick Vejle.

Nick Vejle har ikke ønsket at oplyse erstatningsbeløbet til Fagbladet 3F.

LÆS OGSÅ: To mænd omkommet på Strandby Havn

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst