Facebook: Vi hader andres brok om arbejdet
Hvis vi læser mange negative opdateringer, skriver vi selv flere negative ting

Scanpix Scanpix Denmark
DANMARK:Brok over arbejdet irriterer vennerne på Facebook mere end pral og feriebilleder. Det viser en rundspørge, som analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk.
- Når vi logger på Facebook, vil vi underholdes. Vi gider ikke høre på brok, og bliver småirriterede på folk, der skriver negative ting, siger David Ledstrup, som er ekspert i sociale medier ved Bigum & Co til Avisen.dk.
De medvirkende er blevet spurgt om, hvilken slags opdateringer om arbejdsliv, der irriterer dem mest på sociale medier.
Knap tre ud af ti svarer, at de bliver mest irriterede på folk, der skriver om, hvor hårdt eller travlt deres job er. På andenpladsen kommer Facebook-venner, der skriver om sagsbehandling og sociale ydelser, skarpt forfulgt af folk, der skriver om, hvor hårdt det er at være ledig.
Til gengæld rynker kun få på næsen af feriebilleder og opdateringer fra venner, der elsker deres job.
For nyligt viste en undersøgelse som Facebook selv stod bag, at hvis vi læser mange negative opdateringer, skriver vi selv flere negative ting.
Generelt gider mennesker ikke andres negativitet, siger erhvervspsykolog med speciale i positiv psykologi, Lars Ginnerup.
- Ingen søger jo sure menneskers selskab - måske bortset fra gnavne, gamle mænd. Derudover er folk, der har ondt af sig selv, irriterende, fordi selvmedlidenhed er så ukonstruktivt, siger han til Avisen.dk.
Arbejdsløshed, sociale ydelser og sagsbehandling ligger også højt på listen over emner, vi finder irriterende på sociale medier.
Det er ærgerligt, mener Simon Bauer, der er kommunikationschef i Min A-Kasse og står bag Projekt Respekt, hvor man sætter fokus på behandlingen af ledige.
- Jeg tror, at det er et udtryk for, hvor stort et tabu arbejdsløshed er blevet. Vi bryder os ikke om at blive konfronteret med det. Men netop tabuet gør det ekstra svært at stå uden job, siger han til Avisen.dk.
Arbejdsløse skal imidlertid ikke holde sig tilbage på Facebook. Det er nemlig vigtigt at få fortalt netværket, at du leder efter et job, understreger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.