Fælles front om Taleinstituttet
Byrådet i Frederikshavn Kommune vil bevare Taleinstituttet i en samlet form

Peter Nielsen vil bevare Taleinstituttet i samlet form. Foto Kim Dahl Hansen
FREDERIKSHAVN:Det er ikke ligefrem en hemmelighed, at politikerne i byrådet i Frederikshavn Kommune er uenige om rigtig meget.
Men der findes naturligvis også sager, hvor politikerne rykker sammen og gør fælles front.
Byrådet ser nemlig gerne, at Taleinstituttet i Aalborg - som varetager opgaver for hele regionen - forbliver en samlet enhed.
I øjeblikket er der ellers lagt op til, at Taleinstituttet opdeles i fire forskellige centre, fordi en række nordjyske kommuner mener, at de selv kan klare opgaven.
- Det mener vi er en stor fejl. Hvis Taleinstituttet deles op, mister vi en stor del af den specialviden, som er så vigtig for nogle af vores svageste borgere, siger byrådsmedlem Peter Nielsen (K) og henviser til mennesker, der for eksempel har fået en hjerneskade og som derfor har brug for taleundervisning.
Taleinstituttet bliver regnet for et af flagskibene i Danmark, når det handler om ekspertviden til for eksempel stammere, hjerneskadede og folk der er ramt af kræft i mundhulen.
I følge Peter Nielsen vil Taleinstituttets funktion blive udvandet, hvis der bliver tale om fire centre.
- På instituttet arbejder mennesker, der har stor specialviden på området. Det er svært at forestille sig, hvordan denne viden skal opdeles. Og er kommunerne i det hele taget villige til at ansætte de specialister, som er nødvendige. Det tror jeg næppe, siger Peter Nielsen.
I øjeblikket foregår der stadig forhandlinger i sagen, og intet er afgjort endnu.
Det var De Konservative, der havde bedt om at få Taleinstituttets fremtid med ind i byrådet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.