Fængselsstraffe til to ebh-chefer
Tidligere direktør Jens Nielsen skal tre måneder i fængsel
Opdateret 17. juni 2013 kl. 20:12
HJØRRING: Retten i Hjørring har netop afsagt dom i Trifork-sagen, hvor blandt andre tidligere ebh bank-direktør Jens Nielsen og bankens tidligere investeringschef Henrik Sylvester Larsen stod tiltalt for kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed med aktier i den børsnoterede it-virksomhed Trifork.
Afgørelsen lød, at Jens Nielsen fik tre måneders ubetinget fængsel, mens Henrik Sylvester Larsen fik 60 dages ubetinget fængsel.
Administrerende direktør Jørn Larsen fra Trifork blev frikendt, mens Trifork A/S som såkaldt juridisk person fik en bøde på en million kroner.
Jens Nielsen og Henrik Sylvester Larsen fik ikke frakendt retten til at lede et selskab som ønsket af anklagemyndigheden.
Retsformand Kirsten Nygaard redegjorde efter domsafsigelsen for, at retten har anset det bevist, at både Jens Nielsen og Henrik Sylvester Larsen i dagene op til nytåret 2007 stod bag opkøb af Trifork-aktien med henblik på at manipulere aktiekursen i vejret, hvilket er ulovligt i henhold til værdipapirhandelsloven.
Ingen af de fire tiltalte var til stede ved domsafsigelsen.
Anklagemyndigheden var umiddelbart efter domsafsigelsen overordnet tilfreds med dommen:
- Tre af de fire tiltalte er blevet dømt efter anklageskriftet, siger specialanklager Jørn Thostrup fra Bagmandspolitiet.
Straffenes længde ligger en del under det niveau, som Jørn Thostrup argumenterede for under sin procedure, og en af de tiltalte blev frikendt.
- Men deraf følger ikke automatisk, at vi anker dommen, som vi nu skal hjem at studere, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.