Fænomenale Katrine Bukh Villesen
Thisted-svømmeren blev dansk senior- og juniormester og satte ny juniorrekord
GLADSAXE: Thisted Svømmeklubs Katrine Bukh Villesen sluttede de danske svømmemesterskaber i Gladsaxe med en tredobbelt triumf.
Hun blev både dansk senior- og juniormester i 400 meter medley og slettede samtidig aalborgsvømmeren Mie Ø. Nielsens fire år gamle juniorrekord i 400 meter medley, så den danske juniorrekord nu lyder på 4.41,33 minutter.
Søndagen blev en rigtig god dag for Thisted Svømmeklubs kvindelige stortalent. En dag som vil stå mejslet i Katrine Bukh Villesens hukommelse. Hun sluttede nemlig sit danske mesterskab på fornemste vis, der tillige tegner lovende for fremtiden.
Hun kvalificerede sig fra det indledende løb om formiddagen i 400 meter medley med en personlig rekord og med den bedste tid af samtlige deltagere, - også blandt seniorerne.
Ved finalen sidst på dagen lyste hun af overskud, og hendes reaktion ved starten tydede på, at det her tog hun alvorligt.
Hun vendte efter 100 meter butterfly i den forrygende tid på 1.02,5 minutter og frygten var, om hun kunne holde dette opskruede tempo. Tiden efter butterfly var mere end to sekunder hurtigere end om formiddagen, og i den efterfølgende 100 meter rygcrawl holdt Katrine tempoet. Efter vendingen fra rygcrawl til brystsvømning var hun klart under sine mellemtider fra om formiddagen, og hun havde for alvor lagt sig i spidsen af feltet.
På intet tidspunkt viste Katrine svaghedstegn og efter brystsvømningen sluttede hun af med en fænomenal 100 meter crawl på 1.04 minutter, og det hele sluttede med et dansk senior- og juniormesterskab garneret med en dansk juniorrekord.
Hun åbnede sit finalestævne søndag aften med at svømme sig til en tredjeplads i 200 meter crawl i et sjældent set tæt løb. Kun 7/100 af et sekund skilte de tre hurtigste juniorkvinder på 200 meter crawl fra det indledende løb om formiddagen og kampen om medaljerne blev også lige så hård, som tiderne fra indledende varslede.
Ved den første 100 meter vendte Signe Bro fra Lyngby Svømmeklub sidst af de tre, men hun svømmede sig op på de sidste 100 meter og slog hånden først i bassinkanten som dansk juniormester i tiden 2.00,64 minutter. Nummer to blev Josephine Holm fra Kvik Kastrup i tiden 2.00,61 minutter og på tredjepladsen Katrine Buhk Villesen fra Thisted Svømmeklub i tiden 2.01,10 minutter og ny personlig rekord.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.