Færinger på kunstcentret
Ny udstilling er klar søndag
DRONNINGLUND: Næppe er den populære og velbesøgte påskeudstilling pillet ned, før man er klar med den næste udstilling på Kunstcentret. Det sker på søndag den 30. april kl. 11, hvor der er fernisering på årets anden udstilling. 12 meget forskellige færøske kunstnere præsenteres på udstillingen, der har fået titlen ’Glimt fra Færøerne’.
Sidst man havde færøske kunstnere på Kunstcentret var i 2002, hvor stedet genåbnede efter at det i mange år havde tilhørt Tvind.
- Den nye udstilling har vi givet titlen ’Glimt fra Færøerne’, da vi har valgt at invitere 12 meget forskelligt arbejdende kunstnere, således at vi får så mange forskellige glimt af den færøske kunst at se som muligt, fortæller kunstnerisk leder, Jette Abildgård.
- Vi vil få mange ’glimt’ at se. Der vil være glimt af det færøske landskab, som viser naturen i de enkelte kunstneres fortolkninger. Glimt af helt andre billedmæssige udtryk i maleriet, glimt af motiver, som ikke umiddelbart synes at være inspireret af den færøske natur, glimt af keramiske værker, tekstile værker og glimt af tegninger udsprunget af den vanskelige tid, vi lever i, oplyser Jette Abildgård.
De deltagende kunstnere, der spænder vidt i både alder og udtryk, er Bárdur Jákupsson, Zacharias Heinesen, Eydun av Reyni, Sigrun Gunnarsdóttir, Astri Luihn, Gudrid Poulsen, Randi Samsonsen, Hansina Iversen, Birgit Kirke, Elin Josefina Smith, Jóhan Martin Christiansen og Beinta av Reyni.
Udstillingen åbnes af byrådsmedlem og borgmesterkandidat Arne M. Jensen, og der bydes på et glas vin og musikalsk underholdning ved Kamilla Jæger og Tobias Facius fra Dronninglund Gymnasium. Caféen tilbyder en ’færøsk tallerken’.
Udstillingen kan ses frem til den 25. juni.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.