Færre døgnanbragte -?flere magtanvendelser

SF tager afstand fra kapacitetstilpasning ?på anbringelsesområdet


Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:48

Et flertal i Aalborg Kommunes familie- og socialudvalg godkendte for nylig en såkaldt kapacitetstilpasning, som betyder, at kommunen fremover går fra tre til to døgncentre og fra 19 til 12 pladser til børn og unge, som har behov for at blive døgnanbragt udenfor hjemmet. Omlægningen, som er en konsekvens af den stramning i anbringelsesgrundlaget, kommunen vedtog omkring årsskiftet, vækker ikke begejstring hos udvalgsmedlem Jørgen Andersen (SF), der som den eneste tog afstand fra forslaget. Blandt andet fordi, det forventes at medføre en stigning i antallet af magtanvendelser på området. - Det er bestemt bekymrende, siger han. - Fremover vil de børn, der anbringes være mere belastede, fordi vi har lukket for andre grupper som følge af det skærpede anbringelsesgrundlag, og medfører det flere magtanvendelser, kan jeg godt være nervøs for, at vi er gået for langt, forklarer han. Jørgen Andersen mener også, det er forkert, at kommunen iværksætter tilpasningen, inden de syv arbejdsgrupper, som skal kigge på området, er færdige med deres arbejde. Og derfor stemte SF også imod, da man i januar vedtog at skærpe anbringelsesgrundlaget. Omlægningen betyder ganske vist, at normeringen i de to døgncentre, som bliver tilbage, øges med to ansatte i hvert center. Men selvom der også er planer om at opkvalificere personalet, er Jørgen Andersen fortsat skeptisk. - Jeg synes godt, at man i det mindste kunne have ventet til de arbejdsgrupper, der er igang med at udarbejde retningslinjer for den fremtidige struktur af udsatte-området, er færdige med deres arbejde, understreger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden