Færre elever på Løvvang
Gl. Hasseris og Filstedvejens skoler hitter til gengæld i forhold til nye elever i 0. klasse
AALBORG: Antallet af elever i 0. klasse falder efter sommerferien fra 20 til 7 på Løvvangskolen i Nørresundby. Og det er skoleleder Carsten Otte selvfølgelig ked af. Skolen kæmper nemlig mod det ry en del af det omkringliggende kvarter har fået - også selvom eleverne fra skolen klarer sig godt fagligt.
- Så det kan da godt være, vi skulle være bedre til at formidle de positive historier. Men det synes jeg nu også, vi forsøger, siger Carsten Otte.
Han peger blandt andet på skolens nye indskolingsmodel og det store arbejde, man har gjort for at integrere it i undervisningen. For eksempel ved at bruge iPads i de yngste klasser.
- Så jeg synes bestemt, vi gør noget. Men det bare ikke så nemt, for området har desværre fået et lidt dårligt ry. Så har man søskende på en anden skole, vælger man typisk også at lade det næste barn starte der, forklarer Carsten Otte.
Fire nye børnehaveklasser
Gl. Hasseris og Filstedvejens skoler i Aalborg topper til gengæld listen over de skoler, som får flest nye lever i 0. klasse efter sommerferien. Der vil begge steder være 82 elever i de nye børnehaveklasser, og det er så mange, at skolen i Hasseris for første gang i mange år må køre med fire spor.
- Men det er jo kun positivt, mener konstitueret skoleleder Michael Sørensen.
Slår tidligere højdespringer
På Filstedvejens Skole bliver der også fuldt hus. Her var der i indeværende skoleår 75 elever i 0. klasse, men det stiger efter sommerferien til 82. Og dermed slår skolen også sidste års højdespringer - nemlig Gug Skole, hvor der kun starter 76 elever i 0. klasse mod 92 i indeværende skoleår.
Nørholm får god plads
På Nørholm Skole bliver der til gengæld god plads i det kommende skoleår. Antallet af nye elever i børnehaveklassen falder nemlig fra 20 til 4, og det er skoleleder Steen Birkedal Nielsen selvfølgelig ikke glad for.
- Men sidste år var der jo også flere end sædvanligt i 0. klasse, og samtidig er der også ved at ske lidt af et generationsskifte i byen, påpeger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.