Aalborg

Færre klager over karneval

150 tissebøder, selvom der var flere toiletter

Karnevallet 2016 blev en succes. 7400 brugere af Facebook har allerede meldt deres ankomst til næste års karneval.

Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Karnevallet 2016 blev en succes. 7400 brugere af Facebook har allerede meldt deres ankomst til næste års karneval. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

AALBORG:Det flyder med glade billeder på diverse nyhedsmedier, på nordjyske.dk, på Facebook, Instagram, Snapchat og mange flere steder.

Billeder, der fortæller om skøre indfald og sjove udfald, flotte kostumer og fulde folk fra Aalborg Karneval 2016 i lørdags. Glade billeder.

Og de glade billeder har karnevalsledelsen fortsat på nethinden. De har i hvert fald svært ved at få armene ned i begejstring over, hvor godt det gik taget i betragtning, at der var mellem 65.000 og 70.000 i optog gennem byens gader. Tallene kommer fra karnevalsledelsen selv.

- Vi har fået rigtig mange rosende ord med på vejen, folk var glade og meget tilfredse. De kan næsten ikke vente til, at det bliver karneval igen, fortæller talsmand for Aalborg Karneval Reimer Ivang.

- Vi har fået langt færre klager i år, end vi plejer, siger han og mener, at det kan skyldes, at karnevalsledelsen har været opmærksom på at samarbejde med de forskellige lodsejere langs ruten.

- Vi har samarbejdet om at skærme af med hegn blandt andet, siger Reimer Ivang.

Flere toiletter

Samtidig har der også været flere toiletter til karnevalsdeltagerne. 10 toiletvogne med langt flere sæder end ellers var stillet op langs ruterne. Der var dobbelt kapacitet i forhold til i fjor.

- Der, hvor folk selv har holdt forfester i gårde og baghaver, kan vi ikke gøre noget. Men vi har da været ude og gøre rent på steder, der traditionelt ikke hører under vores område. I baggårde, hvor karnevalsgæster har været, mens de har gået langs ruten. De lodsejere vil vi tage fat i næste år for at få en aftale om, at de skal have et af vores hegn til at skærme af, siger han.

Nordjyllands Politi noterede ikke færre end 150 karnevalsgæster for at tisse på gader og stræder. Det koster 1500 kroner i bøde.

Aalborg Karneval ser frem til næste år. Og har allerede fået mange gode ideer fra folk, der har dette års karneval frisk i erindring.

- Vi får hele tiden nye ideer ind fra folk til, hvad vi kan gøre anderledes næste år. En af dem er at se på, om vi skal have tribuner stillet op langs ruten, så folk kan sidde ned, siger Reimer Ivang.

Aalborg Karneval 2017 er i hvert fald allerede i gang på Facebook. 7400 brugere har meddelt, at de også deltager næste år.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.