Arbejdsløshed

Færre ledige fører til kommunale fyringer

Morsø Kommune skal spare ca. 13 millioner kr. på beskæftigelsesområdet i 2015

Jobcentret i Morsø Kommune er gode til at ledige i arbejde, og det er med til at finansiere besparelser på beskæftigelsesområdet. Foto: Bo Lehm
Jobcentret i Morsø Kommune er gode til at ledige i arbejde, og det er med til at finansiere besparelser på beskæftigelsesområdet. Foto: Bo Lehm

MORS: Færre fuldtidsforsikrede på kontanthjælp og et fald i antallet af førtidspensionister er blandt de faktorer, som forklarer, at Morsø Kommune kan spare 13,3 mio. kroner på beskæftigelsesområdet i 2015. Derudover forventer kommunen at kunne spare samme beløb i 2017 samt cirka 11,8 og 10,4 mio. kroner i henholdsvis 2016 og 2018.

- Besparelserne lader sig gøre, fordi vi har balanceret vores budget i forhold til det nuværende, siger Ellen Philipsen Dahl (DB), formand for Erhvervs - og Beskæftigelsesudvalget i Morsø Kommune.

- Vi kan se, at vores indsats for at få folk i arbejde igen ser ud til at virke, uddyber hun.

Som en del af forklaringen peger udvalgsformanden på andre aktiveringsmuligheder, som eksempelvis fører til flex- og rotationsjob, hvis fuldtidsjob ikke er en mulighed.

Morsø Kommunes indsats for at bringe ledighedstallet ned betyder samtidig, at kommunen selv får brug for færre hænder.

- Der kommer til at ske en reduktion i antallet af ansatte i administrationen. Jeg kan ikke sætte tal på hvor mange. Men det bliver ikke inden for det lovmæssige område, siger Ellen Philipsen Dahl.

Gå til relaterede emner

Forsiden