Færre passagerer i lufthavnen
Aalborg Lufthavn har haft tilbagegang to måneder i træk
AALBORG: Efter rigtig mange måneder med konstant fremgang har Aalborg Lufthavn de seneste to måneder måttet konstatere svage fald i passagertallene i forhold til de samme måneder sidste år.
Sådan gik det i juli, og nu viser også helt friske tal for august tilbagegang. Mens der sidste år i august fløj 129.332 passagerer til og fra lufthavnen, blev det i år til 128.598.
Baggrunden er, at både udenrigstrafikken - hvilket er usædvanligt - og indenrigstrafikken - hvilket er helt normalt - viser tilbagegang.
Udenrigstrafikken faldt i august fra 30.230 passagerer sidste år til 29.542 i år.
På indenrigsruten til København var der 71.062 passagerer med i august sidste år mod 69.292 i år.
Kun chartertrafikken viser en positiv udvikling.
Sidste år i august rejste 28.040 passagerer til og fra sydens sol fra Aalborg Lufthavn, mens tallet i år er steget til 29.764.