Færre sorte mobilpletter
Teleselskaberne vil sætte flere mobilmaster op, så mobildækningen på sigt bliver bedre i Rebild Kommune.
Det er resultatet af et møde, som Rebild Kommune for nyligt har haft med teleselskaberne Telenor og 3, skriver Rebild Kommune i en pressemeddelelse. - Det er meget positivt, at teleselskaberne har reageret konstruktivt på vores henvendelse og det går den rigtige vej. Dog er målet om god mobildækning i hele kommunen stadig et stykke borte, siger landsbyrådets formand John E. Sørensen i meddelelsen. Rebild Kommune og landbyrådet henvendte sig i fællesskab til teleselskaberne i august 2011, hvor der blev udpeget en række områder med dårlig mobildækning. Mødet med telefonselskaberne er opfølgning på den henvendelse.