Hele landet

Færre unge mødre

Antallet af teenagemødre falder støt

Færre teenagere får børn, og der sker også færre aborter. Arkivfoto: Henrik Louis
Færre teenagere får børn, og der sker også færre aborter. Arkivfoto: Henrik Louis

HELE LANDET: Der er længere mellem teenagepiger med barnevogn, sutter og skrigende babyer, skriver metroxpress.

Siden 2008 er antallet af nybagte teenagemødre faldet støt fra 995 til 584 sidste år - altså med mere end 40 procent.

Går man endnu længere tilbage til 1973 fik hele 4.708 mødre under 20 år en baby.

Seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen hos SFI - Nationalt Forskningscenter for Velfærd peger på, at faldet blandt andet skyldes bedre information om prævention i skoler, og at mange veluddannede kvinder gerne vil vente med børn, til de er færdige med studiet.

- Det er et tal, der er faldet støt i mange år. I virkeligheden er det lidt synd, fordi det bliver sværere for mange kvinder at få børn, når de når en vis alder, siger han til metroxpress.

Færre aborter

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder er i dag 29,1 år. Antallet af teenagere, der får aborter, er i øvrigt også faldet siden 2008 - fra 2.895 til 2.051.

Formanden Bjarne B. Christensen for organisationen Sex og Samfund er glad for tendensen.

- Det virker, som om meget information trænger igennem til de unge om at beskytte sig, når de har sex. Vi ser gerne, at folk får børn, når de er klar, siger han til metroxpress.

Olivia Nygaard fra Silkeborg er gået mod trenden. Hun er 22 år og mor til tre. Hun fik sin første som 17 år.

- Det var ikke planlagt, men jeg var vildt forelsket i mine to store børns far. Han ville gerne have børn som ung. Min mor derimod skældte mig ud i tre timer. Den næste, en pige, fik jeg som 19-årig. Den sidste fik jeg med min nye mand for fem måneder siden, siger hun.

Den yngste mor sidste år var i øvrigt 13 år ifølge Danmarks Statistik.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden