Faglighed og fællesskab

Nørholm Skole har mistet 7. klasse, men ikke modet og præsenterer nu projektet 3-13

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det er så koldt derude, men alligevel er det ikke kyndelmissesangen, de synger på Nørholm Skole denne morgen. Derimod er det "Vi vil plante et træ, som skal vokse sig stort". Det er blevet skolens sang. - OK, det bliver ikke anderledes, sagde skolebestyrelse og medarbejdere til hinanden, da skolen i sommer mistede sin 7. klasse. I stedet for at begræde tabet, koncentrerede man sig om det, der er tilbage. Det er omkring 140 børn, når de 40 små i børnehaven regnes med, og 30 medarbejdere. I efteråret indkaldte de forældrekredsen for at informere om, hvordan de havde tænkt sig at drive skole i fremtiden. Forældrene tog positivt imod. Nørholm Skole skal fortsat være et smørhul, hvor alle kender hinanden. Der skal være tid til at sige god morgen til forældrene, der kommer og afleverer, og der er overskud til at hjælpe hende, der har glemt madpakken. Nøgleord er 3-13 samt faglighed og fællesskab. I stedet for 11 år kan børnene nu være på skolen i 10 år (fra 3 til 13 år), og det er slet ikke så ringe endda. Der er landsbyordning, hvilket vil sige, der er tilknyttet børnehave. Faglighed og fællesskab er kerneområder, som skal gå hånd i hånd. Børnene skal udstyres med lærdom samtidig med, at de får sociale kompetencer i fællesskabet. - Det ene kan ikke eksistere uden det andet, siger skoleleder Steen Birkedal Nielsen. Selv om han er erklæret modstander af de nationale test, må han alligevel gøre en indrømmelse. De har bekræftet skolens medarbejdere i, at det man gik og troede, også holder stik. Det står godt til med fagligheden. Den svære sandhed Steen Birkedal er overbevist om, at de små skoler fortsat har deres berettigelse, og det er ikke rigtigt, at børnene lærer mindre, men sandheden om de små skoler er svær at trænge igennem med. - Niels Egelund (professor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, red.) har dog også været på tilbagetog i sin påstand og begrænset den til kun at omfatte de 9.-klassede småskoler, siger Steen Birkedal. - Det antal timer, vi læser er af lærere med linjefag inden for de pågældende områder. Generelt har vi ingen problemer, når vi går efter personer med en bestemt faglig profil. - Vi har også sørget for, at 5. og 6. klasse har deres matematik- og dansktimer på samme tid, så der er mulighed for undervisningsdifferentiering, siger viceskoleleder Mariann Fjeldgaard. I virkeligheden er der ikke så meget nyt i den anderledes skole, som man nu præsenterer i Nørholm. '3-13' er en vifte af små initiativer. Man har taget det bedste af det, skolen hidtil har været god til. Engelsk for de små Engelsk i både børnehaveklasse, 1. og 2. klasse er blevet et hit. Klasserne får 20 minutters undervisning hver onsdag, og spørgsmålet er nu at finde mere tid. Det bedste fag på skemaet er ubetinget engelsk. Efter den fælles morgensamling, hvor klasserne tre gange om ugen forelægger noget, de arbejder med. Denne morgen er det 'tøzzerne' fra 5. klasse, der fortæller og læser op fra power point om tigeren. Der lægges også vægt på kompetencerne i faglæsningen. Derefter er der 20 minutters fælleslæsning. Fællesskabet Trapper, opholdsarealer og vindueskarme fyldes med læsende elever. De små, som endnu ikke kan læse, får læst af de lidt større. Det giver fællesskab. - Vi har haft morgensamling i 15 år og fælleslæsning i ni år. Andre skoler er nu siden begyndt, fortæller skolelederen. Fire gange to uger om året arbejdes med temaer som krop og bevægelse, praktisk/musisk, sprog og udtryksformer samt natur og naturfænomener. - Vi har valgt at bruge overskrifterne fra børnehavens pædagogiske læreplaner, fortæller DUS fællesleder Kirsten Arden. På den måde kommer man omkring både motion, kreativitet, sprog og natur. En uge går med at forberede den årlige skolefest. Børnehavebørnene kan undervejs komme over på skolen og suge til sig. Det betyder, at eleverne kan blive inspireret af hinanden. Den røde tråd er spundet fra 3 til 13 års alderen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.