Løkken

Fakler mod kystbyggeri

Flere steder i Nordjylland blev der søndag demonstreret mod nye byggerier tæt på stranden

Med bål og fakler demonstrerede knap 100 mennesker søndag på Løkken Strand mod at tillade nye byggeprojekter langs de danske kyster. Foto: Jesper Thomasen
Med bål og fakler demonstrerede knap 100 mennesker søndag på Løkken Strand mod at tillade nye byggeprojekter langs de danske kyster. Foto: Jesper Thomasen

Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:36

LØKKEN: Sådan en råkold vinterdag virker det næsten, som om det er menneskene, der skal beskyttes mod naturen. Men det var nu den modsatte dagsorden, der var gældende, da Danmarks Naturfredningsforening søndag havde kaldt til demonstrationer over hele landet under parolen ”Slå ring om de danske kyster”.

Der blev demonstreret flere steder i Nordjylland. Blandt andet på Løkken Strand, hvor knap hundrede var mødt op for at vise deres betænkelighed ved, at regeringen for nylig gav 10 dispensationer til byggeri inden for den 300 meter brede strandbeskyttelseslinje, der skal sikre kysterne mod byggeri.

En glidebane

Dispensationer, som dagens hovedtaler, byrådsmedlem i Hjørring, Jørgen Bing (SF), kaldte ”et alvorligt og livstruende angreb på principperne i den danske planlovgivning”.

Et af de 10 byggerier kan blive opført i netop Løkken, hvor en ombygning af det gamle Hotel Klitbakken til et nyt klithotel vil indebære, at der bygges ud i klitterne. Et projekt, som lokale naturfredningsfolk har udtrykt nogen betænkelighed ved, men som de gjorde meget ud af ikke at gøre til hovedmål for demonstrationen.

- Problemet er, at hvis man først giver los et sted, så åbner man for nye projekter. Til sidst har vi ikke længere de uberørte kyster, vi har i dag, sagde Arnold Simonsen fra Danmarks Naturfredningsforenings Hjørring-afdeling.

Vækst er mange ting

Formålet er blandt andet at skabe mere vækst uden for de store byer ved at øge turismen. Et formål, som de fleste på Løkken Strand kunne bakke op. Men...

- Man kan jo diskutere, om man skaber vækst ved at bygge tæt på vores kyster. Det kunne jo være, at turisterne kommer til Danmark netop fordi, vi har de uberørte kyster, sagde Arnold Simonsen.

Og Karen Haagen fra Stenum summerede op:

- Det er horribelt at høre, at der skal bygges vandland og den slags nede på stranden. Vi har den mest skønne og rene natur her på stedet, og det er den, både vi og turisterne kommer for at nyde. Ikke for at gå i vandland eller på kro.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden