Faldt tre meter ned og landede på hovedet

78-årig mand kvæstet i alvorlig arbejdsulykke i Frederikshavn. Opdateret kl. 15.54

Arkivfoto <i>Foto: Torben Hansen</i>

Arkivfoto Foto: Torben Hansen

FREDERIKSHAVN:En 78-årig mand kom mandag formiddag alvorligt til skade ved en arbejdsulykke i Frederikshavn.

- Manden er faldet tre meter ned fra et stillads og er landet på hovedet, oplyser vagtchef Per Jørgensen.

Manden blev i ambulance med politieskorte kørt fra Frederikshavn til traumecentret på Aalborg Universitetshospital.

Ulykken skete omkring klokken 11.15 på det gamle træskibsværft på Langerak ved havnen i Frederikshavn.

Den 78-årige mand var sammen med nogle andre frivillige i gang med at restaurere en lodsbåd, da ulykken skete.

Vicepolitikommissær Steen Hørlück fra lokalpolitiet i Frederikshavn oplyser, at den 78-årige ramte et betongulv, da han faldt ned fra stilladset.

- Efter omstændighederne har han det godt, og han er uden for livsfare, fortæller Steen Hørlück.

Manden pådrog sig læsioner i hovedet ved faldet, men var ved bevidsthed, da ambulancen og politiet ankom til værftet.

Arbejdstilsynet har sammen med politiet undersøgt ulykkestedet. Efter påbud fra Arbejdstilsynet skal stilladset ”etableres korrekt”, før der må arbejdes videre på stedet.

Den 78-årige er fra lokalområdet, og familien er underrettet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden