Falleret ejendomsfirma fik fondspenge for fiktiv renovering
Firma har brugt fiktive fakturaer til at få fingre i lejeboligers øremærkede renoveringsmidler på Sjælland. Det ligner bedrageri, siger ekspert

Arkivfoto: Sarah Würtz Foto: Sarah Würtz
SJÆLLAND:Et konkursramt ejendomsselskab ved navn Ejendomsholding Aps har brugt fiktive fakturaer og overfakturering i forbindelse med vedligeholdelsen af en stribe ejendomme i København og på Sjælland.
Det afslører dokumenter, som Efterforskerne på P1 har fået adgang til.
Firmaet Ejendomsholding Aps har udstedt regninger på en række opgaver, f.eks. maling af opgange, og fået penge for det, som oprindeligt er indbetalt af lejerne og ifølge loven øremærket til renovering.
Men nu viser det sig, at en række af de vedligeholdelsesprojekter, Ejendomsholding Aps har faktureret, kun er delvist udført eller slet ikke lavet.
Det bekræfter Grundejernes Investeringsfond, som administrerer de øremærkede renoveringsmidler:
- Grundejernes Investeringsfond har som forvaltningsmyndighed konstateret, at der i en række sager var belæg for at antage, at faktureret arbejde ikke var udført, skriver Grundejernes Investeringsfond i en mail til Efterforskerne på P1.
De har opgjort, at Ejendomsholding Aps har overfaktureret renoveringsopgaver på otte forskellige ejendomme for et samlet beløb på 1,3 millioner kroner.
Flere beboere i ejendommene har heller ikke set noget til flere af de renoveringer, som firmaet Ejendomsholding Aps har anført på fakturaerne.
Det gælder f.eks. renovering af en bagtrappe i en ejendom på Vesterbro, hvor Josephine Rasmussen bor:
- Når man kigger sig rundt, så er det ved at falde fra hinanden.
Bagtrappen er meget slidt, og der er meget maling og spartling der er røget af, så det er i hvert fald ikke renoveret for nylig, lyder det fra Josephine Rasmussen.
Hun er ikke begejstret for at høre, at en tidligere ejer af hendes lejlighed har taget betaling for for renoveringen uden at have udført den.
- Det synes jeg da er virkelig ærgerligt. Selvfølgelig skal man bruge pengene til det, man siger, man bruger dem på, siger Josephine Rasmussen.
Efterforskerne på P1 har forelagt dokumentationen for de fiktive renoveringer for Poul Hauch Fenger, som er forsvarsadvokat med speciale i strafferet.
Han vurderer det som en alvorlig forseelse.
- På normalt dansk hedder det fusk og svindel. Som jeg har fået sagen forelagt hører det under bedrageri, nærmere specifikt vil jeg mene, at der er tale om underslæb, siger Poul Hauch Fenger og forklarer:
- Her er straffen normalt over ét års fængsel.
Det konkursramte firma Ejendomsholding Aps er stiftet og ledet af en tidligere Matas-ejer Christian Riiber, mens den kendte ejendomsspekulant, Kenneth Schwartz Thomsen, var ansat i firmaet.
Før jobbet i Ejendomsholding Aps havde Kenneth Schwartz Thomsen sit eget ejendomsfirma, som gik konkurs.
I 2008 blev han også erklæret konkurs i skifteretten med en gæld over på 2 mia. kr. Efterforskerne på P1 har forelagt sagen om fiktive renoveringer for Christian Riiber og Kenneth Schwartz Thomsen, men de vil ikke kommentere sagen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.