Familie køber slot tilbage

Dronninglund Slot er nu solgt til familien Høgsbro

Ole Torp
Dronninglund Slot ligger ved den vestre indkørsel til Dronninglund og har altid betydet rigtigt meget for området. Nu er det ikke længere ejet af en fond, men af to personer, som i forvejen har nære forbindelser til stedet. Foto: Ole Torp
Dronninglund 5. december 2017 16:48

DRONNINGLUND: - Vi i fondens bestyrelse er 100 enige om at sælge slottet. Vi finder, at det er en god løsning, at det går tilbage til familien Høgsbro.

Sådan bedømmer næstformand i bestyrelsen for Fonden til Bevarelse af Dronninglund Slot, Ove Thomsen, den afgørelse, som er truffet om at sælge Dronninglund Slot til Nanna Henriette Høgsbro og Carl Christian Pedersen. Begge har været medlemmer af bestyrelsen, men er selvfølgelig trådt ud, inden man drøftede salget.

Pris: 400.000 kroner

Dronninglund Slot har en meget lang historie - faktisk helt tilbage til det var Benediktinernonnekloster fra omkring 1185 og frem til reformationen, hvis start meget aktuelt fejres i år. Så er der en lang række kongelige, adelige og borgerlige ejere helt frem til 1916, hvor købmanden fra Aalborg, Niels Kaj Strøyberg, erhvervede det. Under besættelsen hed ejeren Heinrich Carl Schimmelmann, og i 1951 købte Marie Elisabet og Harald Høgsbro slottet af Statens Jordlovsudvalg for 400.000 kr.

Marie Elisabet og Harald fik seks børn: Anette, Hans, Olav, Marie Elisabet, Peter Michael og Nanna Henriette, og den nye familie på slottet havde mere end nok at gøre med at få deres nye hjem gjort nogenlunde beboeligt. Slottet var i en elendig forfatning og manglede vedligeholdelse efter først tysk militær og senere 700-800 tyske flygtninge havde boet der.

Selvejende fond

I august 1974 døde Harald Høgsbro, og Marie Elisabet Høgsbro sad som enke med en samling bygninger, som krævede vedligeholdelse, på visse områder en grundig istandsættelse og var meget varmekrævende. Det var på længere sigt en uholdbar situation, og tre af Marie Elisabets venner udtænkte en plan, som skulle sikre hende en bolig på slottet og samtidigt gøre det muligt at starte på en højst tiltrængt renovering.

Amt og kommune blev involveret, og der blev dannet en selvejende fond, som skulle stå som ejer af slottet, mens familien Høgsbro sikredes en passende del af slottet til beboelse. Marie Elisabet Høgsbro gav så at sige slottet væk, eller som hun selv udtrykte det med den efterhånden klassiske sætning, da alt det formelle var faldet på plads: - Jeg er blevet til en fond.

Hovedformålsparagraffen for fonden var følgende: - Eje og bevare samt vedligeholde slottet med tilliggender, og man har for at kunne skaffe midler til at opfylde denne paragraf drevet hotel- og restaurationsvirksomhed samt afholdt forskellige arrangementer på slottet. Men desværre har man kørt med underskud de sidste 3-4 år, og det kunne ikke fortsætte.

Tilbage i familiens eje

Efter at have hørt alle relevante offentlige myndigheder besluttede bestyrelsen for fonden derfor at sælge slottet. Nanna Henriette Høgsbro og Carl Christian Pedersen, som begge var medlemmer af bestyrelsen (Carl Christian som formand) trådte ud af fondens bestyrelse og gav et tilbud om at købe slottet. Man blev enige om en pris, og handlen er allerede effektueret.

- Der måtte gøres noget, og det udslagsgivende var, at slottet var så langt ude rent økonomisk, at der måtte ske noget her og nu. Efter at have undersøgt andre muligheder, som viste sig ikke at være realistiske, snakkede Henriette og jeg sammen og blev enige om at købe slottet. Det var den bedste løsning, som også indebærer, at Dronninglund Slot igen efter 33 år på ny er tilbage i familien Høgsbros eje, fortæller Carl Christian Pedersen.

- Vi betragter os som et forbindelsesled mellem slottets lange og indholdsrige fortid og så den fremtid, som vi nu vil skabe her på stedet. Det er gået så stærkt her på det sidste, men selvfølgelig har vi indgående drøftet købet af slottet, og vore fem børn har været inddraget i beslutningen. Dernæst har vi lagt planer for driften, selvom de endnu ikke er detaljerede, fortæller Nanna Henriette og Carl Christian.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...