Halkær

Familiedag i det skønne grønne

Arrangement ved Halkær havde noget for enhver smag

Landdistriktskonsulent Peter Pindstrup glædede sig over de mange fremmødte.
Landdistriktskonsulent Peter Pindstrup glædede sig over de mange fremmødte. Mette Nielsen

HALKÆR: Fluebinding, fiskeri, hestevogns- og kanoture, saftpresning, bueskydning, hundeopvisning og meget mere. Der var noget for enhver smag, da Aalborg Kommunes Landdistriktsgruppe og en række lokale foreninger slog dørene op til en hyggelig familiedag ved Halkær Mølle.

Peter Drastrup prøvede en af de mange professionelle buer fra Himbula - godt assisteret af bueskytte Frank Jensen. Mette Nielsen

- Vi forsøgte os med noget lignende sidste år, men dengang var det spredt ud over lidt for mange forskellige steder - lige fra Nibe til Vegger og Huul Mølle, fortalte landdistriktskonsulent Peter Pindstrup.

Han glædede sig derfor over opbakningen til søndagens arrangement, for her var der dagen igennem et run af små og store, som ville prøve de forskellige aktiviteter.

- Vi har aldrig været her før. Men min datter Merle er lige startet i skole, og derfor fik vi en besked om det på forældre-intra. Og indtil videre virker det som et fint og anderledes arrangement - fri for kommercielle interesser, mente Maria Aagaard Nielsen.

Signe og hendes far Søren Juhl Mikkelsen forsøgte - som mange andre - at fange en fisk i den lokale møllesø. Mette Nielsen

Hun havde både sin mand samt datteren Merle på 6 år og sønnen Malte på 3 år med til Halkær Mølle. Og de var bestemt ikke de eneste, som nød kombinationen af gratis friluftsaktiviteter og godt vejr.

- Vi er noget overrasket over, hvor mange der er her. Men der er jo også en masse tilbud, så når vi er færdige med at fiske, skal vi ud at køre i hestevogn og sejle i kano, fortalte Søren Juhl Mikkelsen.

Merle, Malte og mor Maria Aagaard Nielsen beundrede blandt andet de hjemmelavede knive. Mette Nielsen

Datteren Signe håbede blandt andet på at fange en fiske i møllesøen. For selvom hun har været med sin far på fisketur flere gange, er det desværre aldrig rigtig lykkedes hende at få noget på krogen.

- Det er typisk foreninger, vi også samarbejder med i det daglige, som er her. For formålet er naturligvis at udbrede kendskabet til området, og så vil vi også godt gøre lidt reklame for, at bygningerne fremover bliver en slags grønt forsamlingshus, som også kan lejes ud til andre formål, forklarer Peter Pindstrup.

Han fremhævede også planerne om at holde døgnåbent i en del af naturcentret, så lystfiskere, turister og andre altid kan komme ind og få varmen eller låne et toilet.

Kanoturene på Halkær Å var en af de mest populære aktiviteter til familiedagen. Mette Nielsen

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden