Familiens ejendele brændte
Ildebrand i hus under renovering ødelagde og beskadigede masser af ting
Opdateret 04. november 2013 kl. 07:06
KONGERSLEV: En familie i Kongerslev fik ødelagt en stor del af deres ejendele under en brand søndag aften på Monshøjvej.
Ilden opstod i et nedlagt svømmebassin, som ejerne havde lagt et nyt gulv henover.
En lampe havde antændt blandt andet tøj.
Tøj og indbo i det tidligere svømmebassin blev ødelagt, mens andre ejendele i bygningen blev kraftigt beskadiget af røg, oplyser indsatsleder Søren Korsgaard fra Aalborg Kommunes Beredskab.
Brandfolkene havde svært ved at komme til at slukke ilden og måtte skære hul i det nyanlagte gulv over bassinet. Det tog mere end tre timer, før beredskabet kunne forlade stedet.