Familier i kø til kagefest

Opskrifterne var over 100 år gamle, men smagte stadig godt

Knud Laboog Nicholas Cho meier (foto)
Køen var ofte lang til det store kagebord. Men det tog selv den største appetit pænt i det gode vejr.
Hvalpsund 2. juli 2018 08:20

HVALPSUND: Der blev pustet ekstra i sejlene, da familien Jydholm sejlede forbi Herregården Hessel i går.

Ganske vist var sejlervejret nærmest perfekt med høj himmel, lune grader og en let vind. Men vinden var lige i underkanten for tre af besætningens smagsløg.

- Jeg kunne se, at vi var ved at komme for sent til Store Kagedag. Så vi fik fart på med at komme ind i bilen, da vi kom i havn, fortæller Inger Jydholm fra Hvalpsund.

De nåede det, og derfor sad hun sammen med børnebørnene Lasse og Magnus og nød den fornemme udsigt, der hører herregården på Lovns til; Ned over det sund, de netop havde sust hen over.

På hver tallerken var der tre forskellige stykker kage, som det sig hør og bør til Store kagedag.

Ganske vist må man spise, hvad man kan, når man har lagt en hundredekroneseddel. Men øjnene har det med at være sværere at mætte end maven. Så: Tre stykker på tallerkenen. Og så ellers op i køen til bordet igen, så længe appetit og kager haves.

- Jeg så en, der tog tre stykker for tredje gang. Er det ikke det, vi sigter mod, drenge?

Inger Jydholms lokken fik Magnus til at mærke efter på maven, hvor stykke to var på vej ned:

- Det tror jeg ikke, jeg klarer, kom det så, og næste bid chokoladekage med tyk glasur kom lidt langsommere ned end de første.

De tre er jævnlige gæster på det livlige museum, der gør alt, hvad det kan for at gøre fortiden nærværende. Tilbuddet om at komme op og spise løs af en overflod af kager, som vores oldemor lavede dem, var for godt til at overse.

Udvalget af kager dækkede skrankens langside i tre etager. Men så var der også 25 forskellige typer kage at prøve tungen af på.

- Det er lige med at finde det rigtige antal, så der er meget, men ikke for meget at vælge imellem, forklarer Hessels leder, Bodil Jakobsen.

Hun stod selv bag skranken med et par af Hessels 300 aktive støtter, behørigt klædt på som køkkenpige sidst i 1800-tallet.

99 voksne nåede at betale for otte bagekoners lækre frembringelser, inden dagen var ovre, og 20 børn med dem. Og var de stadig sultne, var det med garanti deres egen skyld.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...