Miljø

Fandt svarene på de vanskelige spørgsmål

Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi svarer.

Trafikale og visuelle forhold og mulige problemer med lavfrekvent støj. Det er hovedpunkterne i en seks sider lang kommentar fra Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi til de kommentarer og indsigelser, der kom frem da planerne for et Dansk Testcenter for Husstandsvindmøller var i offentlig høring sidste år. Testcentret skal etableres og drives af Folkecentret. Thisted Kommune havde bedt om Folkecentrets svar senest 25. januar, men i sidste uge begrundede Preben Maegaard, leder af Nordisk Folkecenter for vedvarende Energi de manglende svar med, at kommunen bad om svar på spørgsmål, hvor der ikke gives et svar. Det synspunkt fastholdes. I kommentaren til kommunen skriver Folkecentret, at en række af de indlæg, der bedes om svar på, "efter vores opfattelse ikke forholder sig til det substantielle i vores ansøgning, men til en række særinteresser, hvis afvejning, det er myndighedernes opgave at foretage". Et af de spørgsmål, der er diskuteret i sagen, er forhold vedrørende øget trafikbelastning gennem sommerhusområdet på Helligsø Drag, når der skal køres dele til og fra et kommende testcenter. I modsætning til beboerne i sommerhusområdet vurderer Folkecentret den øgede trafikbelastning som minimal. "Når der er så omfattende klager og indsigelser vedrørende bilkørsel, mener vi, det kan tages som udtryk for, at for sommerhusejerne er den gennemgående trafik på Helligsøvej i forvejen for belastende", skriver Folkecentret i kommentaren, som fremhæver, at arbejdskørslen til testcentret for størstedelens vedkommende vil ske med lette lastbiler, og at den ekstra trafik vil udgøre under en procent af den samlede trafik på ugebasis. Omvendt bevisbyrde Folkecentret kommenterer også forhold omkring mulig lavfrekvent støj. Også her konstateres, at det er vanskeligt at tale om lavfrekvent støj i forhold til husstandsvindmøller, da problemet optræder i forbindelse med møller af MW-størrelse. "Eftersom det er et støjfænomen, som ikke kan påstås at eksistere, når det gælder mindre vindmøller, vil der være tale om omvendt bevisbyrde, at skulle dokumentere en sådan påvirkning, hvilket vi ikke vil være i stand til", fremgår det af kommentaren, som understreger, at der ikke er kendte eksempler på lavfrekvent støj fra husstandsvindmøller, som der er opstillet flere hundrede af siden 2010. Synligheden af testmøllerne behandles i flere indsigelser, men det sker på grundlag af ikke fyldestgørende visualiseringer i VVM-redegørelsen for testcentret. Folkecentret beklager, at visualiseringerne for samtlige seks testpladser er lavet på grundlag af møller med max-højde på 25 meter og med stor rotordiameter, ligesom det kritiseres, at der i visualiseringen er brugt "opdigtede, ekstremt udseende husstandsvindmøller". Det betegnes som tendentiøst og et forsøg på at fremprovokere indsigelser, når der bruges "worst case" og Georg Gearløs prægede visualiseringer og beskrivelser.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden