Kriminalitet

Fange fik ingen krisehjælp

Indsat, der var med til at finde 21-årig efter selvmord, blev sat tilbage i sin celle

Tina Jensen er gift med den indsatte, som var med til at finde den 21-årige mand, der begik selvmord i Aalborg Arrest. Tina Jensens mand har siden haft det psykisk meget dårligt. Foto: Jesper Thomasen
Tina Jensen er gift med den indsatte, som var med til at finde den 21-årige mand, der begik selvmord i Aalborg Arrest. Tina Jensens mand har siden haft det psykisk meget dårligt. Foto: Jesper Thomasen

Den 21-årige, der efter flere forsøg begik selvmord i Aalborg Arrest i sidste uge, er ikke den eneste, der har lidt psykisk under sit ophold i arresten. Det var en indsat, der sammen med en vagt fandt den 21-årige livløs i sin celle lørdag morgen. Vagten blev sendt hjem og fik professionel krisehjælp fra en psykolog, mens den indsatte blev sat tilbage i sin celle uden at få tilbudt hjælp. Det fortæller Tina Jensen, der er gift med den indsatte. - Så kunne han ellers sidde der med sine tanker. Hver gang han så op på sit vindue, kunne han se den unge mand hænge der i bæltet, siger Tina Jensen. Bad om krisehjælp Han havde bedt om krisehjælp, men fik at vide, at han kunne ringe efter en vagt. Så ville de komme ned til ham, hvis de fik tid. Tina Jensen fortæller, at hendes mand gerne selv ville stå frem og fortælle om forholdene i Aalborg Arrest, men at det ikke er muligt. Efter to dage alene i sin celle blev det for meget for den indsatte. Mandag brød han sammen, og først tirsdag fik han lov til at se en psykolog. - Psykologen siger, at han skal snakke rigtig meget om det, men det er jo ikke nemt, når han er spærret inde alene i sin celle 22 timer i døgnet, siger Tina Jensen. Hendes mand lider i forvejen psykisk under forholdene i arresten, hvor han har afsonet siden februar. Ensom i arresten - Han har det rigtig dårligt. I starten græd han meget, og han har tabt sig 13 kg under opholdet. Han føler sig meget ensom i arresten, siger Tina Jensen, der er højgravid med deres barn. Den indsatte er ude af sin celle i cirka to timer om dagen. Derudover må han få to timers besøg om ugen. Han overvejede selvmord efter kort tid i arresten og bad om at se en læge. - Lægen talte med ham i to minutter og tilbød ham antidepressiv medicin, som han takkede nej til. Det var den hjælp, han fik, siger Tina Jensen, der allerede før den 21-åriges selvmord var meget bekymret for sin mand. Bedt om hjælp Også den afdøde 21-årige havde i flere omgange bedt om psykiatrisk hjælp, fremgår det af et afskedsbrev, som den 21-årige har skrevet til sine efterladte. NORDJYSKE har forsøgt at få en kommentar fra Aalborg Arrest, men henvendelsen er ikke blevet besvaret.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden