"Far til fire i solen": Så renskuret og tuttenuttet at det gør ondt

Det er så renskuret og tuttenuttet fortalt og filmet, at det gør ondt.

Far (Martin Brygmann) skal sammen med sine fire unger på tiltrængt solferie på Gran Canaria, og selvfølgelig skal onkel Anders (Thomas Bo Larsen) med.

Fremme på charterdestinationen erklærer farmand, at nu skal der bare slappes af. Ingen iPad og nul mobiltelefon. Bare dase og nyde solskin og pøllivet. Og det har hverken Søs (Coco Hjardemaal), Mie (Laura Lavigne Bie-Olsen), Ole (Mingus Hassing Hellemann), Lille Per (Elton Rokahaim Møller) eller onkel Anders det store at indvende imod.

Men der lurer en djævel i ferieparadiset. En konkurrence. Familierne kan indbyrdes konkurrere om at blive årets solfamilie. Det kræver blot, at du laver en lille videofilm plus optræder for de andre charterturister, når ferieugen er omme.

Ikke på vilkår om Far til Fire vil være med til den slags pjat. Indtil han opdager, at Blære Bjørn (Peder Thomas Pedersen) er familieoverhoved for den eneste familie, som deltager. En tidligere skolekammerat, der moppede Far til Fire, da han var en bitte splejs med vat i armene og derfor fik øgenavnet "Spaghetti".

Det skal hævnes, og derfor vil Far vinde den konkurrence.

Så er vi i gang med nummer 19 i rækken af Far til Fire-film, og som sædvanlig bliver der budt på renskuret komik og uskyldig falden på halen-action, der ikke kan forskrække nogen.

Skuespillet er lige så vandkæmmet tandløst - dog er farmand Bjørn næsten for infamt god til at spille infam. Det er lige før, at han faktisk er skræmmende som arrogant far-tyran.

Det er de helt nære, genkendelige hverdagssituationer, som udgør filmens handling. Hvordan familien føler sig utilstrækkelig og mindreværdig i forhold til den tjekkede familie Skov. De har deres eget lille klassiske strygeensemble, og far Bjørn står suverænt på på vandski. De synes umulige at slå, og derfor foreslår Mie også, at familien snyder og gør sig bedre, end de er, ved at producere kraftigt redigerede videooptagelser.

Men lige så snart vi er på den anden side af de 10 år, vil det ganske givet begynde at knibe med morskaben.

Søs i form af Coco Hjardemål oplever som sædvanlig en kurre på tråden i forholdet til sin Peter. Og kigger sig om efter en afløser. Der er vist ikke mange teenagepiger, der falder for den jalousihistorie.

De to fædres indbyrdes konkurrence accelererer mod vanviddet, mens børnene naturligvis har langt bedre kontakt til virkeligheden. Og det er netop en af filmens underforståede pointer: Børnene er altid klogere end de voksne, og derfor er det også dem, som aktivt er med til at få konflikten løst.

Sådan noget kan børn godt lide. At få at vide, at de er kompetente og kan tage lederskab.

Filmens replikker virker hist og pist en smule gammeldags, som når Lille Per eksempelvis giver farmand Bjørn en velfortjent opsang:

- Du drillede min far. Det var rigtig tarveligt!

Sådan et ord - tarveligt - er der vist ikke mange børn, der bruger i dag.

Nå, men vi ved jo godt, at det ikke dur, at familien "Far til fire" bruger alle kneb og alle kræfter på at blive noget andet, end det de faktisk er. Så selvfølgelig finder de sig selv igen som familie og netop derfor ender alt i fryd.

Men kun fordi børnene er så fornuftige og kan se ud over deres egen næsetip.

Kønne, søde børn i troskyldig familiekomik redder dagen, familiens ære og får ikke mindst farmand bragt til fornuft igen. Budskabet - at vi er gode nok, som vi er - er ganske velment og kan vel ikke skabe uenighed.

Det bliver bare vel overtydeligt fortalt og skåret ud i nogle gevaldige klicheer.

"Far til fire i solen".