Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende fredag.
Manden er sigtet for seksuelle overgreb på i alt ti børn, hvoraf nogle i dag er voksne. Nordjyllands Politi kontaktede i går de familier, der er berørt af retssagen og orienterede dem om løsladelsen.
Risikerer at møde manden
- Det er noget svineri, at børnene nu risikerer at løbe på ham nede i byen, siger en far til NORDJYSKE Stiftstidende.
Han ønsker ikke at stå frem med navn af hensyn til sine børn.
Den 79-årige er sigtet for seksuelt misbrug af mandens to sønner, og faren undrer sig over, at man nu står i en situation, hvor den 79-årige, der tidligere er dømt for pædofili, bliver løsladt indtil sagen kommer for retten. Flere af de ti børn, han er sigtet for at have misbrugt, færdes i samme familie og omgangskreds som den sigtede.
- Det kan godt være, at det ender med, at han får en behandlingsdom, der skal forhindre, at han begår nye overgreb. Men han er ikke i behandling nu, og så er det helt vanvittigt, at man løslader ham, mener faren til de to drenge.
Politikere tager sagen op
Venstres medlem af Folketingets retsudvalg, Karsten Lauritzen, forstår frustrationen, og vil slå til lyd for at sagsbehandlingstiden gøres væsentligt kortere i pædofilisager, så man undgår at mulige pædofile løslades, mens de venter på retssagen.
Domstolene og retssystemets økonomi indgår i forhandlingerne om finansloven, og også socialdemokraternes medlem af Retsudvalget, Rasmus Prehn, mener at der skal strammes op.
- Vi er nødt til at opnå større effektivitet i retssystemet, så man ikke risikerer, at en pædofil er på fri fod, fordi retssagen trækker ud, siger Prehn til NORDJYSKE Stiftstidende.
- Trygheden for børnene er det allervigtigste, understreger han.