Farvel efter 28 år i fag-forening
A-kassemedarbejder Anne Lunøe, 3F Midtfjord, glæder hun sig over, at hun - modsat mange i 3F - ikke bliver ramt af den højere tilbagetrækningsalder
Formand Lene Haugbølle, 3F Midtfjord, sammen med Anne Lunøe, Solbjerg. Den tidligere SiD-kontorbestyrer i Nibe går nu på pension efter 28 års uafbrudt arbejde i fagbevægelsen hhv. i Nibe, Løgstør og Aars. Foto: Martin Glerup
19. marts 2017 10:06 - Opdateret 21. marts 2017 08:53

AARS: - Det harmer mig, at vore medlemmer er ved at bliver kvalt i bureaukrati og lovstof. At se hvordan de mister ydelser og penge, fordi de ikke kan finde rundt i arbejdsmarkedsjunglen, er noget af det værste, jeg ved.

Ordene kommer fra A-kassemedarbejder Anne Lunøe, som 7. april har sidste arbejdsdag hos 3F Midtfjord i Aars efter 28 års ansættelse i fagbevægelsen.

Mange kender 64-årige Anne Lunøe fra SiD i Nibe, hvor hun var kontorbestyrer fra 1990, indtil afdelingen i 2003 blev en del af SiD Midtfjord.

Herefter har hun været A-kassemedarbejder - først på kontoret i Nibe, fra 2008 til 2011 i Løgstør og i de seneste seks år i Aars.

Den snart fhv. A-kassemedarbejder er oprindelig fra Aalborg, hvor hun voksede op i et socialdemokratisk hjem. Hun blev kolonialuddannet hos Dreisler og var fagligt aktiv i HK-Aalborg, inden hun i 1989 blev ansat hos SiD i Kongerslev.

Allerede året efter gik turen til Nibe som den daværende SiD-afdelings kontorbestyrer.

Anne Lunøes sociale engagement er også kommet til udtryk indenfor lokalpolitikken.

Med afsæt fra bopælen i Solbjerg var hun i perioden 1990-98 socialdemokratisk medlem af Skørping Byråd, hvor hun varetog posten som formand for beskæftigelsesudvalget og næstformandsposten i socialudvalget.

- Men da Helle Thorning Schmidt vandt over Frank Jensen i formandsopgøret, kunne jeg ikke længere stå inde for partiets politik. Helle var simpelt hen for borgerlig for mig, og jeg forlod partiet, fortæller Anne Lunøe.

A-kassemedarbejderen fra Solbjerg havde ellers tidligere i mange år været formand for den lokale partiforening.

I dag er hun partiløs, og det agter hun at blive ved med at være.

- Min mand glæder sig til, at jeg går på pension. Så slipper han for en hel del madlavning. Det er fem år siden han gik på pension, og jeg har haft det privilegium, at han i den tid har smurt madpakke til mig, og det er han rigtig god til, fortæller Anne Lunøe.

Modsat mange af de medlemmer, som hun i årenes løb har betjent som A-kasse-medarbejder, er hun ikke selv blevet ramt af den højere tilbagetrækningsalder, og det glæder hun sig over.

- Ordningen er usmagelig for de fleste 3F-medlemmer. De er slidt op af deres arbejde flere år før, de nu har mulighed for at gå på efterløn/folkepension, betoner Anne Lunøe.

Selv ser hun til sommer frem til at realisere et stort ønske: At rejse til Nordkap.

Hun og hendes mand er nemlig naturmennesker om en hals og sætter pris på den storslåede norske natur.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.