Farvel efter 37 år i broderiernes verden

[/18 grå] Indehaver stopper - specialbutik fortsætter

NØRRESUNDBY: For mange følger vemod i omskiftelsernes kølvand. Også når de selv står ved roret, og egenhændigt har valgt at skifte kurs. Bedre bliver det ikke, hvis den nye kurs skal erstatte en gammel og elsket. Det gælder også for Sonja Sørensen fra Nørresundby. I 37 år har hun arbejdet i en efterhånden sjælden type forretning, nemlig Nørresundby Broderi. Her i de beskedne lokaler på Brotorvet 1 i Nørresundby findes alskens slags nåle, tråd og mønstre. På samme adresse blev Sonja Sørensen ansat som assistent i 1965, og her blev hun fra 1971 ejer af forretningen. Fredag 22. marts drejer hun nøglen om og overlader butikken til en ny indehaver, Lillian Fonseca.- Det er meget vemodigt. Her er mange inde, hvor det er fjerde generation. Jeg har fulgt de familier, fortæller Sonja Sørensen, der ikke desto mindre har valgt at afslutte dette afsnit at sit liv. Hun vil nyde nogle år med sin 67-årige mand, mens de begge stadig har helbredet til det. Pludselig for sent- Så mange i vores alder oplever pludselig, at det er for sent. Jeg vil gerne stoppe, mens vi stadig kan gå ture, cykle og rejse, forklarer hun. Udenfor på Brotorvet får en plaskende regn mange til at gemme sig bag paraplyer. Regnen forhindrer dog ikke Inger Marie Jensen fra Vadum i at lægge vejen forbi. Hun har været kunde i butikken i mange år, og skal bruge lyseblå og lyserød tråd til nogle dåbskjoler.- Stopper du? Det er jeg ked af at høre, udbryder hun, men forstår godt Sonja Sørensens valg.- Jeg skal selv hjem til min mand snart - han bliver pensionist, fortæller hun.Rigtig trælsOgså håndarbejdslærer ved Solsideskolen i Nørresundby, Kirsten Westergren, beklager, at Sonja Sørensen stopper. Faktisk synes hun, at det er rigtig træls. Kirsten Westergren har handlet i Nørresundby Broderi i 10-15 år, og lige nu er hun inde for at købe bånd og nåle til brug i undervisningen.- Butikken fortsætter, skynder Sonja Sørensen sig at fortælle.- Det er godt, for det er så træls, at man mange gange skal til Aalborg for at købe det, man har brug for, synes Kirsten Westergren. Sonja Sørensen er helt enig. Hun ønsker det bedste for sin efterfølger, og derfor skal kunderne heller ikke forvente et ophørsudsalg. Det ville jo være et dårligt udgangspunkt for den nye ejer, Lillian Fonseca fra Hjørring. Hun har i forvejen en broderiforretning i Hjørring og vil udvide sortimentet i Nørresundby Broderi med patchwork.Efter påske er det sandsynligvis hendes håndarbejdsmæssige kunnen, der stilles til skue i vinduerne. Indtil da kan enhver stadig se, hvad Sonja Sørensen kan præstere med nål og tråd. Det fremstiller hun i baglokalet ved et lille bord med en fin udsigt ud over Torvet i Nørresundby. - Men mit hjem er ikke fyldt med broderiarbejde. Sig det ikke til nogen, men jeg kan bedre lide malerier. Det handler om en mæthedsfornemmelse, afslører den kommende førtidspensionist med et smil.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden