Galleri - Tryk og se alle billederne.
LVIV:Dødens gruppe tog i den sidste ende livet af Danmark ved EM-slutrunden, men både Morten Olsen og spillerne kan rejse hjem med brystet hævet efter 1-2 nederlaget til Tyskland. De lavede ravage blandt de store nationer, og slutter foran Holland i gruppen.
Nu blev det i stedet EM-favoritterne Tyskland, der sammen med Portugal går videre til kvartfinalerne, men det var marginaler, der gjorde udslaget.
Hvad nu hvis Jakob Poulsen i starten af anden halvleg havde scoret til 2-1 for Danmark på den kæmpe mulighed han fik efter Nicklas Bendtners forarbejde? Nu sparkede han i stedet bolden få centimeter forbi Manuel Neuers stolpe.
Og med et kvarter igen var Danmark altså kun én scoring fra at sende Tyskland ud i mørket. Da kom nemlig meldingen om Portugals 2-1 føring. Den bevidsthed havde vi dog kun i få minutter. Så flæsede backen Lars Bender gennem den danske venstre side og punkterede vores EM-fest med målet til 2-1.
Tyske klassekombinationer
Men vi må også forholde os til, at vi var oppe mod en klassemodstander. Tyskerne kombinerede, så det var en sand fornøjelse og deres bevægelighed gjorde, at de fik både mere tid og mere plads end danskerne i opspillet.
Thomas Müller kunne allerede have scoret efter fem minutter, men han tog revanche i det 19. minut, da han lagde perfekt tilbage til en fremstormende Lukas Podolski til tysk 1-0 føring.
Men præcis som mod Portugal formåede danskerne at rejse sig, og Nicklas Bendtner kronede en stor kamp med sit hovedstødsoplæg til Michael Krohn-Dehli, der i det 24. minut fornemt udlignede til 1-1.
Daniel Agger og Simon Kjærs heroiske forsvarsspil forhidrede Mario Gomez i at bringe tyskerne foran, og i anden halvleg kommer de ikke frem til ret meget.
Alligevel havde de kontrol nok over kampen til at holde Danmark fra yderlige muligheder, så sejren var stadig fortjent. Men der er krummer i det danske hold, og vi glæder os til fortsættelsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.