Favorit-ferier kan være farlige

Flere populære feriesteder er blevet risikofyldte

HELE LANDET: Det er ikke helt risikofrit at rejse på ferie til nogle af danskernes fortrukne destinationer. Udenrigsministeriet har særlige rejsevejledninger for blandt andet Tyrkiet og Egypten.

Tv2.dk har sammen med rejseekspert, Leon Birdi, udpeget nogle rejsemål, hvor der kan opstå farlige situationer.

Risiko i hele Tyrkiet

I Tyrkiet advarer Udenrigsministeriet mod de demonstrationer, der finder sted i øjeblikket. Men det er ikke kun i Istanbul, der kan være fare.

- Tyrkiet er nok det land, hvor der latent kan være størst grund til lige at tænke sig lidt om. Det er altså ikke kun i Istanbul. Der er 50 byer - heriblandt også Antalya og Alanya - hvor der potentielt kan være lidt uro, men det er altså ikke noget, der kommer ud på charterhotellet, så hvis man ikke opsøger problemet, skal man være usandsynlig uheldig, hvis der sker noget, siger Leon Birdi til tv2.dk.

Vær påpasselig med Egypten

Det samme gør sig gældende i Egypten, hvor der også har været demonstrationer i Kairo, Alexandria og andre større byer siden revolutionen i 2011.

Og ifølge rejseeksperten er Egypten et af de lande, man skal være ekstra påpasselig med.

- Hvis jeg selv skulle rejse, ville Egypten være et af de lande, hvor jeg ville være påpasselig. Jeg ville i hvert fald tænke over, at der tidligere har været lidt historik med bomber, forklarer Leon Birdi, der dog understreger, at der er en forsvindende lille sandsynlighed for, at terror skulle gå ud over danske turister.

Hold dig til turistområderne

På Sinai-halvøen har de egyptiske myndigheder i foråret forhøjet beredskabet på baggrund af trusler mod militær- og sikkerhedsstyrker, og derfor bør turister udvise ekstra forsigtighed uden for turistområderne, oplyser Udenrigsministeriet.

I det hele taget skal man være forsigtig med at bevæge sig uden for turistområderne - også i andre nordafrikanske lande som Tunesien.

Udenrigsministeriets hjemmeside kan du holde øje med de særlige rejsevejledninger, der blandt andet også tæller landet som Brasilien, Mexico, Morocco samt flere lande i fjernøsten.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.