Politi

FBI tæt på at have opklaret sag om drab på 22-årig eventyrer

Det vakte stor opmærksomhed, da en 22-årig ung kvinde forsvandt sidste år. FBI holder forlovede ansvarlig.

FILE PHOTO: Handout photo of Gabrielle Petito and Brian Laundrie
FILE PHOTO: Handout photo of Gabrielle Petito and Brian Laundrie Florida Police/Reuters

Forbundspolitiet i USA, FBI, er meget tæt på at kunne afslutte efterforskningen af den unge eventyrer Gabrielle "Gabby" Petitos død.

Ifølge FBI har Petitos forlovede, Brian Laundrie, taget ansvaret for hendes død i en notesbog.

Laundrie tog sit eget liv, da mistanken omkring hans mulige rolle i drabet begyndte at vokse. Han blev fundet død i oktober med notesbogen på sig, næsten to måneder efter at Petito blev meldt savnet.

FBI skriver i en pressemeddelelse fredag, at intet tyder på, at andre end den 23-årig Brian Laundrie var involveret i Petitos død.

Petitos familie skriver i en erklæring fredag, at de efter at have talt med FBI er overbeviste om, at Laundrie dræbte deres 22-årige datter.

- Kvaliteten af den efterforskning, der er foretaget af FBI, efterlader ingen tvivl om, at Brian Laundrie dræbte Gabby, skriver familien via deres advokat.

Petitos forsvinden vakte enorm medieinteresse i USA og i øvrige dele af verdenen i ugevis.

Det unge par var på rejse tværs gennem USA, hvor de løbende lagde videoer op af dem selv online.

I slutningen af august stoppede de daglige videoer pludseligt, og Petitos familie fik det sidste livstegn fra hende deromkring.

1. september vendte Brian Laundrie så tilbage til sit hjem i Florida uden sin forlovede. Omkring to uger efter forsvandt Laundrie, efter at han havde nægtet at samarbejde med politiet.

Få dage efter blev der fundet ligrester i en nationalpark i Wyoming. Det viste sig senere at være Petitos. Ifølge politiet var hun blevet kvalt ihjel.

20. oktober blev Brian Laundrie fundet i et naturreservat i Florida sammen med nogle personlige ejendele, blandt andet notebogen. Yderligere undersøgelser viste, at Laundrie havde taget sit eget liv.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden