Fejlprocent ned fra 33 til 4 procent i Hjørring
Ankenævn stadfæstede sidste år den kommunale afgørelse i 57 ud af 59 ankesager om sygedagpenge
HJØRRING: Det nytter næsten ikke længere at klage, hvis man som borger i Hjørring Kommune er utilfreds med en afgørelse i en sygedagpengesag.
I kun 2 ud af 59 behandlede sager fik klageren sidste år ret i Beskæftigelsesankenævnet for Nordjylland, mens nævnet gav kommunen medhold i de resterende 57 sager.
For tre-fire år siden var statistikken for klagesager markant anderledes, idet nævnet dengang sendte hver tredje sag tilbage til fornyet behandling i kommunen.
- Vi er nået så langt ned, at vi næsten ikke kan komme længere. I de to sager, hvor klageren fik medhold, er der tale om ubetydelige ændringer, der skulle til. Der var noget med nogle datoer, der skulle ændres i papirerne, siger udvalgsformand Ivan Leth.
Siden arbejdsmarkedsudvalget for tre år siden fik det Ivan Leth kalder en bandbulle fra regionen på grund af de mange fejlafgørelser, så har der i Jobcenter Hjørring været fokus på at eliminere fejlene.
- Den bandbulle ville vi ikke leve med. Der er gjort et flot arbejde i centret, og jeg tager det som udtryk for, at borgerne bliver fair og ordentligt behandlet. Det er et stykke top professionelt arbejde, udtaler udvalgsformanden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.