Fem koncerter i Dorf
Første koncert i den gamle prinsesseskole søndag
DORF: Den 27. koncertsæson i den gamle prinsesseskole ved Jyske Aas starter søndag den 10. juli med en tjekkisk duo med klarinettisten Irvin Venys og pianisten Ivo Kahánek. De to unge stjerner fra Tjekkiet spiller Brahms, Debussy, Martinu og Poulenc samt hver en solo, Widmann og Chopin.
Den næste koncert følger den 24. juli med den store sanger Njål Sparbo, der sammen med Einar Røttingen fremfører Schuberts store sangcyklus ’Die Winterreise’. Det bliver en begivenhed for lied-elskere. De to aktive musikere har talrige indspilninger og koncerter bag sig, og de har tidligere gæstet Dorf sammen i en stor Griegaften i 2005.
Niklas Sivelöv er en årlig gæst i Dorf gl. Skole og ofte sammen med den russiske cellist, Leonid Gorokhov. Den fremragende duo har sonater af Shostakovich, Poulenc og Schnittke på programmet den 7. august, og det vil bliver uden tvivl en herlig musikaften i det nordjyske.
Koncerten den sidste søndag i august er et brud på årets tema, duoer. Pianisten Håvard Gimse giver en solokoncert, den første i Dorf, og han har valgt et program med et udvalg af nordiske
komponister samt værker af Mozart, Schubert og Chopin.
Musikkritikernes Pris gik til denne meget efterspurgte musiker for hans koncert med Truls Mørk i
Beethovens samlede cellosonater i 2011, og han kommer direkte fra Oslo Kammermusikfestival, hvor han er fast deltager.
Årets julekoncert den 18. december er lagt i hænderne på den danske duo, Signe Madsen, violin, og Erik Kaltoft, klaver. Begge musikere har flere gange besøgt Dorf, og ved denne koncert vil de sammen spille værker af kendte komponister som Debussy, Beethoven, Pärt og Ruders.
Niels Marthinsens ’Two resurrections’ og ’Præludium’ af Pugnani/Kreisler står også på programmet.
- Sæson 2016 bliver også en fin sæson, selv om den er skåret ned til fem koncerter, fortæller Ragnhild Kjølberg.
- Det er barske vilkår for ’finkultur’ i disse tider, men niveauet er i top, og jeg ønsker velkommen til en ny sæson med klassisk musik i det skønne Vendsyssel, slutter hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.