Fem MTB-ruter er kortlagt
De fem ruter ligger i Tornby Klitplantage, Sæbygaard Skov, Katsig Bakker, Bagterp Plantage og Skagen Klitplantage
VENDSYSSEL: Mountainbike i den nordlige del af Vendsyssel er blevet en populær fritids- og sportsaktivitet, og nu kan interesserede få en beskrivelse af MTB ruter.
Samarbejdet Toppen af Danmark har netop lanceret en ny folder, som kan inspirere til rigtig mange muligheder for cykeloplevelser i hele området.
De fem ruter ligger i Tornby Klitplantage, Sæbygaard Skov, Katsig Bakker, Bagterp Plantage og Skagen Klitplantage.
- Inden cykelturen kan man læse om sværhedsgrad, sporlængde, højdemeter, beskrivelse af turen og GPS-koder til startstedet. Der der gode råd om hvor og hvornår man må cykle, og en opfordring til at vise hensyn til andre skovgæster, fortæller projektkoordinator Jette Varmløse (TAD).
I folderen bliver ruterne kaldt Fem Fede MTB-spor, og de varierer meget med både terræn og længde.
Således er sporet i Tornby Klitplantage anlagt mellem søer, klitter og høje træer. Den er teknisk udfordrende for selv de bedste ryttere.
Hele sporet er singletrack med mange små sving og kig til Skagerrak. En sjov rute på 14 km, og selvom der er relativt få højdemeter, så går det konstant op og ned, ligesom der flere steder køres i sand. Sporet er flot vedligeholdt og der køres efter hvid pil - men kan nogle steder køres på sort rute, hvis man ønsker flere udfordringer. Der er drops, trapper, sandgrave og eksplosive stigninger. Ruten er for øvede og der er startsted ved P-pladsen på Købstedvej i Tornby.
Folderen findes både på dansk, tysk og engelsk. Læs mere på www.toppenafdanmark.dk - eller hent folderen på et af turistbureauerne i Toppen af Danmark. poch