Fem vigtige grunde til at gå en tur dagligt
Daglige gåture har flere gavnlige virkninger - læs fem af dem her
HELE LANDET: Gåture har i de sidste år vist sig på mange måder at være lige så vigtige som motion, uden at man skal gå en halvmaraton dagligt.
Bare nogle få kilometers gåture kan forebygge alvorlige helbredsproblemer, men selvfølgelig hjælper det at gå længere.
Her er fem grunde til at gå en tur hver dag.
Bedre hjertekar-system
En undersøgelse i 2013 fra University of California i Berkeley viste, at rask gang var lige så effektivt som løb til at sænke risikoen for højt blodtryk, højt kolesteroltal og diabetes.
Forskerne analyserede to store amerikanske undersøgelser med hhv. 33.060 løbere og 15.045 vandrere, hvor de kunne konstatere, at med det samme energiforbrug medførte moderat intensive gåture og energisk intensiv løb i de samme reduktioner i risikoen for højt blodtryk, højt kolesteroltal, diabetes og muligvis koronar hjertesygdom i løbet af undersøgelsens seks år.
I modsætning til tidligere undersøgelser, vurderede forskerne gang og løb på distance i stedet for tid.
KOL
Mange, der lider af KOL, undgår at dyrke nogen form for motion, fordi de får åndenød. Men nu viser forskning, at regelmæssig fysisk aktivitet som f.eks. at gå en tur, kan afhjælpe symptomerne på den frygtede lungesygdom.
KOL påvirker lungerne, og sygdommen kan medføre hoste og åndenød, fordi lungerne er gradvist ødelagt, som regel af rygning.
I en undersøgelse fra Spanien fulgte forskere 543 mennesker med KOL igennem en 5-årig periode. De deltagere, der ikke gik jævnligt, havde næsten dobbelt så stor risiko for at skulle på hospitalet i forhold til dem, der gik mest.
Brystkræft
En halv times daglig gåtur efter overgangsalderen er nok til at reducere risikoen for invasiv brystkræft.
Det viser en fransk undersøgelse, hvor forskere har analyseret data fra små 60.000 kvinder, der udfyldte spørgeskemaer om deres livsstil, motions- og spisevaner.
I løbet af i gennemsnit 8,5 år var 2.155 kvinder blevet diagnosticeret med en invasiv brystkræft, men fire timers ugentlige gåture i de foregående fire år medførte en 10 procents nedsat risiko for invasiv brystkræft sammenlignet med kvinder, der var mindre aktive.
Mindre træthed
Ifølge et studie fra 2008, giver det et energi-boost på 20 pct. og en begrænsning af træthedsfølelse på 65 pct., hvis du følger et fast program, der går ud på jævnligt at gå en tur.
Blandt kræftpatienter har man også fundet, at en 20-minutters gåtur hjælper mod trætheden. Patienter med moderat eller alvorligt træthedsfølelse viste en forbedring på 27 pct. efter tre måneder jævnlige gåture.
Slidgigt
Risikoen for problemer i forbindelse med slidgigt i knæene bliver betragteligt mindre, for hvert 1.000 skridt du går dagligt.
Det viser en undersøgelse fra Boston University i Massachusetts, der tyder på, at bare 6.000 skridt om dagen kan beskytte personer, der allerede har slidgigt - eller risiko for slidgigt - i knæene, mod mobilitets-problemer som f.eks at have svært ved at komme op fra en stol eller at gå på trapper.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.