Biler

Femdørs kompakt bil er tilbage i Danmark

Efter flere års pause er Mitsubishi Spacestar tilbage i Danmark, hvor den relanceres til august

Mitsubishi Spacestar vender nu tilbage til det danske marked.
Mitsubishi Spacestar vender nu tilbage til det danske marked. Foto: Mitsubishi

Opdateret kl. 10:46

MITSUBISHI: Der er for alvor bølgegang i bilverdenen. Det gælder også i den helt lille bilklasse, hvor en kendt model nu får comeback på det danske marked efter at have været fraværende siden 2018.

Vi taler om den kompakte Mitsubishi Spacestar, der størrelsesmæssigt befinder sig mellem mikro- og miniklassen.

I forvejen havde Mitsubishi fra 2020 trukket sig fra det europæiske og dermed danske marked, hvor Spacestar ud over SUV’erne ASX og Outlander forsvandt. Men udsigten til flere nye elektriske modeller fik mærket tilbage i fjor, hvor den høje og faceliftede Mitsubishi Eclipse Cross Plug-in Hybrid, blev den foreløbig første model, der ud over pickuppen L200 skal holde mærket i gang ind til flere modeller følger. Det sker i 2023 med en ny Colt og en ny ASX, der bygger på koncernfætrene, Renault Clio og Renault Captur. Senere følger så de mere rendyrkede elbiler.

Spacestar lander herhjemme til august. Men modellen er dog endnu ikke prissat.

Perfekt tidspunkt

Ifølge Jesper Hermann, som er pressechef for Mitsubishi, er det et perfekt tidspunkt at lancere modellen på nu. Mange af minibilerne er nemlig steget voldsomt i pris, mens produktionen af flere af mest populære mikromodeller som Toyota Aygo, Citroën C1 og Peugeot 108 er stoppet. Det åbner en ny plads i markedet for en model som Spacestar.

”Det bliver den billigste bil med god plads på bagsædet, og plads til fem. Den passer meget godt ind i planerne om, at Mitsubishi relanceres,” lyder det fra Jesper Hermann.

”Hovedbudskabet er, at Mitsubishi nu er tilbage. Vores forhandlernet er intakt, og forhandlerne glæder sig til at få flere produkter på hylderne, hvor Spacestar nu bliver det første,” siger Jesper Hermann.

Han vil ikke løfte sløret for de endelige data om bilens udstyr eller priser endnu.

I de år, hvor Spacestar blev solgt herhjemme, nemlig fra 2014-2017, blev der afsat adskillige tusinde biler årligt. Derfor ser Jesper Hermann også muligheder i bilen, men han vil ikke sætte tal for forventningerne til modellen på nuværende tidspunkt.

Produceres i Thailand

Spacestar, som produceres i Thailand, kom på markedet helt tilbage i 2012, og har siden fået flere facelifts. Modellen, som allerede sælges på det tyske marked, har i dag en 1,2 liters motor på 71 hk, men der kan naturligvis forekomme justeringer hen ad vejen.

Et kig på konkurrenterne viser, at en model som den rummelige mikrobil, Hyundai i10 koster fra 113.000 kr., mens den nye og større Toyota Aygo X, der nærmer sig miniklassen, allerede er steget og starter fra 125.000 kr. Her vil de flest dog vælge den mere udstyrede variant, der starter fra 140.000 kr. Det er i dette luftlag, hvor Spacestar skal søsættes til en konkurrencedygtig pris. Med de urolige tider med prisstigninger, som der er pt., kan markedet dog nå at ændre sig frem mod august.

Mitsubishi
  • Mærket sælger i dag Eclipse Cross Plug-in Hybrid og pickuppen, L200 herhjemme.
  • Til sommer følger Spacestar, og i 2023 kommer en ny Colt og en ditto ASX. Senere lanceres rent elektriske modeller.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden