Ferieby skal skrue ned for musikken
Venstre vil undgå ny blæst om støjplage
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:52
SKAGEN: Der bliver ikke ændret på bestemmelserne om udendørs musik i Skagen på denne side af turistsæsonen.
Et enigt plan- og miljøudvalg i Frederikshavn besluttede på sit sidste møde at vente til efteråret med - eventuelt - at justere reglerne.
Et flertal i byrådet vedtog i foråret 2017 skærpede støjregler, som trådte i kraft 1. oktober.
Venstre var dengang imod.
En sag afsluttet med en bøde
Både sidste og forrige sommer gav de da gældende regler anledning til voldsom polemik og støjklager fra beboere og forretningsdrivende ved restaurationskvarteret på Havnevej.
Kommunen foretog støjmålinger, og de førte i flere tilfælde til politianmeldelse mod restauratører.
En enkelt af sagerne er afsluttet med en bøde på 10.000 kr. ved en såkaldt udeblivelsesdom - restauratøren mødte ikke op i retten.
Venstres Peter Sørensen, Skagen, er medlem af plan- og miljøudvalget. Han er stadig modstander af det gældende støjregulativ.
Han finder reguleringen uhensigtsmæssigt restriktive og synes, at den stritter i modsat retning af andre bestræbelser, som kommunen gør for at øge turismen.
- Men Venstre ønsker heller ikke musik 24-7, understreger han.
Han forklarer, at han undlod at stille ændringsforslag på udvalgsmødet for at undgå at skabe ny blæst om støjreglerne til skade for Skagen og for restauratørerne.
Evalueres efter turistsæsonen
Det er i sidste ende det samlede byråd, som skal godkende ændring af reglerne.
- Det virkede formålsløst at stille ændringsforslag nu, eftersom socialdemokraterne har flertal i byrådet, siger han.
Regulativet giver restauratørerne mulighed for at søge dispensation fra støjgrænserne op til ti gange årligt i weekender eller på hverdage i feriesæsonen.
Hver dispensation gælder for fem timer fordelt på to blokke med en indlagt pause.
Efter turistsæsonen skal reglerne evalueres. Restauratører, handlende og private borgere vil blive inddraget i evalueringen og ændringer besluttet inden årsskiftet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.