Festen fortsætter med begravelsen

Aalborg Teaters Store Scene har på onsdag danmarkspremiere på "Begravelsen" - fortsættelsen af Thomas Vinterbergs dogmefilm-succes, "Festen"

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

I forestillingen "Begravelsen", der har danmarkspremiere på Aalborg Teaters Store Scene onsdag 22. februar, mødes familien Klingenfeldt-Hansen 10 år efter "Festen", hvor den ældste søn Christian den gang holdt sin grønne tale ved sin far Helges 60 års fødselsdag. Sandhedstalen, hvor Christian afslørede, at faren havde misbrugt ham og hans tvillingesøster Linda gennem hele deres barndom. Linda begik selvmord kort før farens fødselsdag, og festen endte med et uforsonligt brud mellem forældre og børn. Thomas Vinterberg og hans medforfatter Mogens Rukov har i "Begravelsen" tænkt videre på, hvad der skete med familien Klingenfeldt-Hansen efter "Festen" fra 1998, som de to også stod bag, og som blev en stor succes både som dogmefilm og senere som teaterstykke. Nu er familiens patriark Helge død, og ved begravelsen samles hans enke, Else, og børnene Christian, Michael og Helene for første gang i 10 år. Sammen med Christians kone, Michaels nye kæreste og hans søn er de alle under samme tag i det hus, hvor Helges overgreb fandt sted, og hvor han 10 år tidligere under festen blev afsløret af Christian. Og hvor farens overgreb blev bekræftet af den afdøde datter Linda i et afskedsbrev, som hun havde skrevet, inden hun begik selvmord. Familien er nu indstillet på forsoning. Men så går strømmen i huset, og under mørkelægningen sker der pludselig frygtelige ting. Der synes at ligge en forbandelse over familien, og nye lange skygger trækker ind over det Klingenfeldt-Hansenske hus. - Da faren er død, tænker familien, at nu skal vi være sådan en rigtig almindelig familie, der i hvert fald mødes til jul og påske, og vi skal genoptage de traditionelle ting, som alle familier går og roder med, keder sig med eller har det godt med, forklarer Morten Kirkskov, chef for Aalborg Teater og instruktør på "Begravelsen". - Alle familiemedlemmerne håber, at de kan få familien op og svinge igen. Men det bliver der så sat en stopper for, fordi det viser sig, at noget af det, som faren bar rundt på, er gået i arv. - Så man kan roligt sige, at familien til denne her begravelse får yderligere en udfordring, som de må se, om de kan redde sig ud af og så stadigvæk være en familie. Hvordan det går, vil jeg lade være op til folk, som kommer og ser forestillingen, lyder det fra teaterchefen. Han mener, at "Begravelsen" er et godt nyt stykke dramatik, som har det særlige element, at det bygger videre på nogle karakterer, som rigtig mange kender fra "Festen". - Og så er det frem for alt en handling, som foregår i familien. Vi er alle medlem af en familie i en eller anden grad, hvad enten vi vil eller ej. Og vi har alle sammen været til de der fester eller komsammener, som en begravelse jo også er, hvor det er gået rent ud sagt ad helvede til, fordi vi ikke er særligt gode til at være sammen af forskellige grunde. På den måde har forestillingen en stor tiltrækning, fordi vi kender det godt alle sammen. - Her hos Klingenfeldt-Hansen har de så nogle ganske særlige grunde til ikke at være ret gode sammen, og det trækker tæppet væk under dem, men er meget underholdende, indtil det går rigtig galt, fortæller Morten Kirkskov og tilføjer: - Det, som en god tragedie kan, er, at den kan lave en mærkelig form for renselse, altså at det simpelthen kan være ret så saliggørende at se, hvor frygteligt det kan gå. Det var Shakespeare meget bevidst om, og det har Vinterberg og Rukov også været i denne sammenhæng. Den får ikke for lidt. Den afdøde Helge er også med i stykket og går igen som et spøgelse, ligesom hans kiste er med under gulvet i flere scener. Når han optræder, er det i badekåbe med et håndklæde over skulderen - med reference til Christians afslørende festtale, som han kaldte "Når far skulle i bad", ved Helges 60 års fødselsdag. - Faren er med i forestillingen som et tragedieelement, et dramatisk greb, for at genfærdet kan komme ind og sige nogle sandheder, man ellers ikke kan få sagt i stykket. - Helge siger bl.a.: Der er ikke noget, der forandrer sig. Vi kan ikke forandre os som mennesker. Mens alle de andre i stykket forsøger at bevise det modsatte, siger teaterchefen. Så Helge er den dramatiske modsætning og også forbryderen, der går rundt. - Det var jo ham, der var den onde i "Festen", og vi slipper ikke så let af med ham. - Men jeg tror, at det gode i budskabet, som Helge har med til os, er, at hvis vi lærer at se det grusomme i øjnene, kan det være, at vi undgår, at det går helt galt, mener Morten Kirkskov. Han fortæller, at samtidig med, at "Begravelsen" er en tragedie, er den på samme måde som "Festen" også langt hen ad vejen en komedie, som både er underholdende og morsom. - Der er tale om nogle karakterer, som nægter at være med i en tragedie, og det er sjovt, fordi vi kan se, hvor galt det kommer til at gå, og vi lurer hele tiden, at der er farer i farvandet. Alt imens de tror, at nu er alt fred og idyl i denne familie, fordi far er død, forsøger de at starte et nyt familieliv - og for nogens vedkommende f.eks. også at få det lidt hengemte sexliv op at stå. Der bliver gået til den på flere måder, så det er ret underholdende indimellem. - Men grundlæggende er det en tragedie, og i tragedier er der nogen, som dør. Men det her er stjernegodt teater fra forfatternes side, og jeg synes, at vi har nogle fantastiske skuespillere, der giver den gas. Så selv om det er en tragedie, tror jeg bestemt ikke, at tilskuerne bliver triste. - Jeg håber, at publikum går ud herfra og er en lille smule høje af, hvor fantastisk en historie det her er, understreger Morten Kirkskov, som både er stolt over og meget glad for, at det er Aalborg Teater, der for første gang i Danmark kan vise stykket. - Med kombinationen af et fantastisk materiale og en stor interesse for vores teater i forbindelse med "Begravelsen", så kan man ikke ønske sig det meget bedre som teaterchef, konstaterer Morten Kirkskov.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden