Festen slutter på Unique ...
Frederikshavns ældste diskotek, Discotheque Unique i Danmarksgade, lukker og slukker nytårsaften
Opdateret 30. december 2016 kl. 13:42
FREDERIKSHAVN: En epoke i Frederikshavns natteliv slutter nytårsaften, når byens ældste diskotek, Unique, har åbent for sidste gang.
Ja, du læste rigtigt. Discotheque Unique lukker og slukker.
Lars "Ludvig" Lassen, der har drevet diskoteket på anden sal i Danmarksgade, længe før nogen havde hørt om Søstrene Grene og Louis Nielsen, trækker stikket til diskoteket, hvor han startede som DJ for 33 år siden.
- Det ældre publikum i Frederikshavn går ikke så meget i byen, siger den 49-årige "Ludvig". For 12 år siden overtog han diskoteket sammen med Jan "Hug" Jensen, og efter "Huggerens" død i juni 2011 har han drevet Unique alene.
Kø op ad trappen
Unique opstod i april 1984 - på ruinerne af Diskoteque Gatsby, som brødrene Charles og David Munro åbnede tilbage i 70’erne.
Birgit Madsen overtog stedet efter brødrene Munro, og den første bestyrer på Unique var kokken Michael Larsen, der i dag driver Gastro og Vino i Aarhus.
I mange år var det den dynamiske trio med Lars Frost, Ole Post og Kurt "Kukki" Pedersen, der stod i baren midt i lokalet, og før dem var det Søren Thomsen, der styrede Frederikshavns populære natklub og diskotek.
Generationer af frederikshavnere har i de sene nattetimer stået i kø op ad trappen til de hellige haller i Danmarksgade, hvor diskomusikken pumpede non stop, men nu er det altså slut.
En institution i nattelivet
- Det er lidt af en institution, og flere har da også foreslået mig, at sætte diskoteket på folkeaktier. Min bank derimod siger, at landbrug og restaurationsbranchen har de ikke kapital til, siger "Ludvig". Der en sidste gang forsøger at finde nogle, der vil køre Unique videre.
Hvis ikke det lykkes, skal han - ifølge lejekontrakten, som andre har indgået for fire-fem årtier siden - tømme lokalerne og aflevere stedet med nymalede, hvide vægge.
En medvirkende forklaring på det svigtende besøgstal på Unique er hård konkurrence fra byens nye spillesteder med live musik, Freddy’s Bar og Old Irish Pub i Havnegade, samt diskotekerne Buddy Holly og To Trin Op.
Lars "Ludvig" Lassen fortsætter som DJ til private fester og beholder sit borgerlige job som elektriker hos Scanel - men nytårsaften er det uigenkaldeligt slut med festen på Unique.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.