FfI’s håndboldherrer tæt på overraskelse
Topholdet Skive fH vandt kun 24-23 over frederikshavnerne i håndboldens 1. division
FREDERIKSHAVN: Onsdag aften var 1. division herrer fra FfI på besøg hos en af rækkens tophold fra Skive.
Skive havde inden aftenens kamp vundet alle deres fem foregående kampe.
Kampen startede i et hæsblæsende tempo, hvor holdene skiftedes til at score. Ved 6-8 til gæsterne tvinges hjemmeholdet til en timeout. Kortvarigt får hjemmeholdet igen momentum, men FfI spillerne giver ikke op.
De går faktisk til pause med en 14-13 føring.
Anden halvleg er også lige med hjemmeholdet i front med 1-2 mål, uden at FfI på nogen måde gav op.
Kampen var tæt til det sidste, men Skive løb med snæver 24-23 sejr.
- Vi spiller en meget flot kamp, hvor vi virkelig presser en af oprykningsfavoritterne på deres egen hjemmebane til det allersidste.
Vi fortsætter vores høje niveau fra de seneste kampe - spillerne vil bare det her og troen på egne evner skinner mere og mere igennem såvel individuelt som kollektivt, siger FfI-træner Thomas Tømer.
- Vi vidste, at vi skulle op imod et meget fysisk stærkt mandskab fra Skive med vægt på en solid og aggressiv defensiv, men alligevel bevarede vi langt hen ad vejen roen i vores angrebsspil. Stor ros til spillerne for det. Også ros til forsvaret og keeper Frederik Torp for igen at følge taktikken og præstere på højt niveau.
Med lidt mere held og koldblodighed havde vi fået points med hjem fra Skive. Indsatsen lover i hvert fald godt for fremtiden og de kommende kampe, slutter en tilfreds FfI-træner.
Målscorere for FfI var:
Sebastian Andersen 8, Joshua Grace 4, Casper Holmen 3, Christian Lykke 2, Lasse Rask 2, Frederik Torp 1, Søren Vestergaard 1, Sebastian Kanstrup 1, Miki Larsen 1 og Anders Risdal.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.