Fiasko: Aalborg Håndbold smed det hele
En føring på 9-2 blev sat over styr, da aalborgenserne tabte 22-24 til Bjerringbro-Silkeborg
Opdateret kl. 21:20
AALBORG: Der var pres på Aalborg Håndbold og Bjerringbro Silkeborg (BSV) inden tirsdagens kamp i Gigantium.
Begge hold havde tabt den første kamp i slutspillet til henholdsvis SønderjyskE og KIF Kolding København, og taberen af det første indbyrdes opgør i Aalborg skulle således se langt efter en plads i semifinalerne.
Aalborg Håndbold startede kampen som lyn og torden. Efter fem minutter og 43 sekunders spil måtte gæsterne således tage den første timeout ved stillingen 5-1 til hjemmeholdet.
Lignede en afklapsning
Aalborg Håndbold fortsatte med at lukke af i defensiven, hvor Ole Erevik var en mur i perioder. Efter godt 16 minutters spil kunne Aalborg Håndbold bringe sig foran 9-2, og det begyndte at ligne en regulær afklapsning.
Gæsterne vågnede dog så småt, da Håvard Tvedten efter 17 minutter og 18 sekunders spil blev ramt af en udvisning. Den tidligere Aalborg-stjerne Kristian Kjelling scorede på flere straffekast for gæsterne, og selvom svenske Johan Jakobsson gjorde comeback i aalborgensernes offensiv, så kom BSV generelt bedre med i begge ender af banen.
De sidste fem minutter af første halvleg kom Aalborg Håndbold ikke på tavlen, og BSV var pludselig kommet op på 12-9, da de to hold gik til pause. En medvirkende faktor var også hele tre brændte straffekast fra Aalborg.
BSV i front
Gæsterne fortsatte med at arbejde sig ind i kampen efter pausen, og efter små seks minutters spil var der pludselig kontakt ved stillingen 12-12. Kort efter kunne BSV så bringe sig i front for første gang.
Der skulle gå otte minutter og 26 sekunder, inden Aalborg Håndbold kom på tavlen, da Morten Slundt scorede til 13-13. Scoringspausen havde på det tidspunkt varet ca. 14 minutter, og BSV havde scoret syv gange i streg.
Aalborg fik kortvarigt tilbageerobret føringen, men da der var spillet godt 45 minutter af kampen, var det helt lige ved stillingen 15-15.
Det andet nederlag
Med små ni minutter tilbage af kampen kunne Kristian Kjelling sætte sin niende scoring ind, og så var hjemmeholdet igen bagud - denne gang med 18-19. Kort efter var Kjelling på spil igen, og så var BSV foran med to for første gang i kampen.
Hjemmeholdet fik udlignet til 20-20, men gæsterne havde bidt sig fast for alvor, og i tiden 55.50 kom Aalborg Håndbold igen bagud med to mål, da Ole Erevik fumlede en harmløs afslutning i eget net.
Aalborg Håndbold endte med at tabe kampen 22-24, og holdet får nu meget svært ved at spille sig i semifinalerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.