Tekstilindustri

Fibertex-virksomheder fik lidt mindre overskud

De to nordjyske tekstilvirksomheder solgte sidste år for over tre milliarder kroner

Fibertex Nonwovens er en af verdens største producenter af ikke-vævede tekstiler til industrien. Arkivfoto: Martin Damgård
Fibertex Nonwovens er en af verdens største producenter af ikke-vævede tekstiler til industrien. Arkivfoto: Martin Damgård

Opdateret kl. 15:08

AALBORG: De to nordjyske virksomheder, der begge har hovedkontor i Aalborg og ordet Fibertex i navnet, Fibertex Personal Care og Fibertex Nonwovens, opnåede sidste år begge overskud, der var lidt mindre end i 2015. Det fremgår af de netop offentliggjorte årsregnskaber for 2016.

Fibertex Personal Care er en af verdens største producenter af ikke-vævede tekstiler til brug i bleer og hygiejnebind.

Virksomheden solgte sidste år for 1,8 milliarder kroner med et overskud efter skat på 178 millioner kroner. Begge disse beløb er en smule mindre end i 2015.

Tilbagegangen skyldes stærk konkurrence på prisen på det europæiske og asiatiske marked. Ud af årets omsætning på de 1,8 milliarder kroner stammer de 53 procent fra selskabets virksomhed i Malaysia

Fibertex Personal Care forventer i 2017 en omsætning på omkring to milliarder kroner.

Virksomheden havde ved årsskiftet 574 ansatte.

Omsætning op, overskud ned

Fibertex Nonwovens er en af verdens største producenter af ikke-vævede tekstiler til industrien, især bilindustrien. Virksomheden har først og fremmest sine aktiviteter i Europa og Nordamerika og i mindre udstrækning Afrika.

Virksomheden omsatte sidste år for 1,3 milliarder kroner med et overskud efter skat på 45 millioner kroner.

Det svarer til en fremgang i omsætning på næsten syv procent, men et fald i resultatet på knap 12 procent.

Fremgangen i omsætning skyldes et køb i 2015 af en fabrik i Tyrkiet og øget salg fra fabrikkerne i Tjekkiet og Frankrig.

Ud af årets omsætning på 1,3 milliarder kroner stammer de 38 procent fra den franske fabrik.

Fibertex Nonwovens forventer i 2017 en omsætning på 1,4 milliarder kroner.

Virksomheden havde ved årsskiftet på verdensplan 810 ansatte.

En sammenligning af det to årsregnskaber viser i øvrigt, at Fibertex Personal Care er en langt mere profitabel virksomhed end Fibertex Nonwovens, ja faktisk over dobbelt så profitabel.

Driftsresultat i Fibertex Prersonal Care svarer til næsten 14 procent af omsætningen. For Fibertex Nonwovens er det samme tal kun på lidt over seks procent.

Er ejet af Schouw & Co.

Begge Fibertex-virksomhederne er ejet af det børsnoterede investeringsselskab Schouw & Co. A/S, der har hovedkontor i Aarhus.

Udover de to nordjyske virksomheder ejer selskabet virksomhederne GPV, Hydra-Grene og BioMar.

Schouw & Co.’s fem virksomheder omsatte sidste år for i alt 14,4 milliarder kroner og havde et samlet overskud efter skat på 1,3 milliarder kroner.

Forsiden