Fik bøde for snyd ved bilkøb

Glemte at omregistrere bilen efter køb

Niels Hansen
Bøden kom til at lyde på 4000 kr. Arkivfoto
Biler 1. marts 2014 15:39

THISTED: En 34-årig mand var tæt på at få en form for ”syndsforladelse” af dommeren i en sag om bilkøb, manglende omregistrering og et syn, som ikke blev udført.

Men efter nogle sekunders vurdering valgte dommeren alligevel at sætte bøden på 4000 kroner. En på 2000 for ikke at sende en bil til syn og en mere i samme størrelse for ikke at afmelde bilen inden for den frist, som Trafikstyrelsen havde givet den 34-årige.

- Jamen Skat sagde de skulle bruge tre uger til at tvangsafmelde, mens Trafikstyrelsen kun ville give to uger, forklarede den 34-årige til dommeren og det var den problematik, som var tæt på at halvere beløbet.

Men dommeren valgte begge bøder, for som det blev beskrevet for den 34-årige, så havde der været flere gange siden bilen blev solgt til en ”mand fra Thyholm” i december 2012, at den 34-årige havde kunnet sikre sig mod problemer.

- Ja, jeg fik ikke lavet en slutseddel.

Der er en frist på tre uger til at få en bil omregistreret efter et køb eller salg, og den havde køberen ikke overholdt. Men selv om den 34-årige stoppede med at betale forsikring, blev der ikke sendt en politipatrulje ud efter nummerpladerne.

Det mente den 34-årige var en del af grunden til, at han ikke reagerede, da der kom en indkaldelse til syn i december 2013.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...