Fik drenge til at onanere på webcam
30-årig mand fra Sæby idømt tre måneders fængsel for blufærdighedskrænkelse
SÆBY: En 30-årig mand fra Sæby er blevet idømt tre måneders fængsel - hvoraf den ene blev gjort ubetinget - for at have krænket tre mindreårige drenges blufærdighed over internettet.
Manden havde snakket med de tre drenge i et chatrum, og ved at udgive sig for at være en 17-årig pige, fik han dem til at tage tøjet af og onanere foran et webcam. Drengene var 13-14 år gamle, da krænkelserne fandt sted i første halvår af 2014.
Udover at chatte live med drengene fik den 30-årige i flere tilfælde dem til at optage sig selv, mens de var afklædte og efterfølgende sende filmen til den 30-årige.
Sagen blev opdaget af en af drengenes mor, der efterfølgende gik til politiet med sin viden.
Udover sagen om blufærdighedskrænkelse blev den 30-årige også dømt for at have været i besiddelse af en film med børneporno i den mildeste kategori 1, der omfatter ”billeder og film af børn, der poserer afklædte med seksuelt tilsnit.”
Sagen var for retten som en tilståelsessag, og 30-årige modtog da også dommen - samtidig med, at han gav udtryk for gerne at ville i behandling for sin tilbøjelighed til at blive tiltrukket af mindreårige drenge. Heller ikke anklagemyndigheden vil anke sagen, oplyser senioranklager Peter Rask, så straffen ligger dermed fast.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.