Gymnasiale uddannelser

Filmfest på gymnasiet

Filmawarden Årets Henning på Frederikshavn Gymnasium og HF-kursus

Filmen ”Tag dig sammen” blev aftenens store prisvinder med hele seks priser. Her ses crew’et bag filmen: Camilla, Elita, Ida, Anna, Asta, Marie, Andreas og Frida. Privatfoto
Filmen ”Tag dig sammen” blev aftenens store prisvinder med hele seks priser. Her ses crew’et bag filmen: Camilla, Elita, Ida, Anna, Asta, Marie, Andreas og Frida. Privatfoto

FREDERIKSHAVN: Der var rød løber, tændte fakler, mere end 80 festklædte og forventningsfulde deltagere og en prominent jury.

Tilsammen skabte de fredag en aften på gymnasiet, der til fulde levede op til, hvad man kunne ønske sig af en gallafest og en film award, Årets Henning, opkaldt efter gymnasiets filmentusiastiske lektor og mediefagslærer Henning Bøtner Hansen.

Priser i form af guldbronzerede vhs-bånd skulle uddeles i 10 kategorier, og efter den forudgående nomineringsrunde var de fleste af de 11 deltagende film med i kapløbet om at få en af de 10 priser, og ikke uden grund.

Alle film havde noget væsentligt at byde ind med.

Dobbelt Oscarvinder i juryen

Det var på forskellig vis engagerede fortællinger om blandt andet tab af venskab, om kærligheden i forskellige scenarier (bruddet, erklæring af sin kærlighed, at springe ud som bøsse), om hacking for at nævne noget om den iderigdom, som lå bag disse film, alle produceret som eksamensprojekter i skoleåret 2012-2013.

På den baggrund var årets meget kompetente jury kommet på hårdt arbejde med at træffe de afgørende valg om hvilken film, der skulle vinde i de enkelte kategorier.

Lektor Ole Riber Christensen, Mads Palm Jensen fra den lokale filmskole, Filmmaskinen, og instruktør Martin Strange Hansen (dobbelt Oscarvinder for filmene Når lysterne tændes og Der er en yndig mand) brugte eftermiddagen til at få dette på plads.

Seks dobbelt prisvinder

En enkelt film, ”Tag dig sammen” lavet af Asta Svencionis, Anna Markmann, Camilla Løgstrup, Ida Agerkvist, Elita Panahi og Maria Dyremose, tog godt for sig med 6 ud af 10 priser (bedste billedside, den kvindelige birolle, den mandlige hovedrolle, bedste historie, bedste film og publikumsprisen), mens de sidste fire blev fordelt på fire film.

Bl.a. gik prisen for den kvindelige hovedrolle til Louise Thomsen, mens priserne for bedste lydside, bedste scenografi og bedste mandlige birolle gik til henholdsvis filmen Dit Livs skat, Before I die og Syner.

- Arrangørgruppen af mediefagslærere ser med glæde frem til næste års prisuddeling og håber, at årets award kan inspirere de igangværende mediefags hold til at gå ind i kampen om at vinde næste års sæt af priser, siger Henning Bødtner Hansen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden