Fin medaljehøst ved inde-DM
Knap 30 roere fra Hadsund stillede til start ved mesterskaberne i Gladsaxe
HADSUND: Knap 30 roere fra Hadsund stillede til start, da Gladsaxe Sportshal lagde rammer til de danske mesterskaber i indendørsroning, og de sikrede sig tilsammen to guld- og tre sølvmedaljer. Foruden en lang række andre placeringer lige uden for medaljerækkerne.
I pigeklassen, årgang 16 år, var Liane Vestergaard på forhånd tårnhøj favorit efter sin sejr ved jyske mesterskaber i begyndelsen af januar, og den værdighed levede hun til fulde op til. I samme klasse stillede Hadsund Roklub også med Agnete Munk, og hun markerede sig ved at sætte en ny, flot personlig rekord.
Stævnets anden Hadsund-guldmedalje tilfaldt Haris Alagic i drengeklassen, årgang 14 år. Straks fra start tog Haris teten i løbet og trods heftige angreb i begyndelsen formåede Haris ikke kun at fastholde, men også at udbygge sin føring.
I den tilsvarende aldersgruppe for piger roede Ida Blomstrand et meget veldisponeret løb, og var på de sidste meter lige ved at presse sig foran den senere guldmedaljevinder fra Odense. Sølle to meter skilte Ida Blomstrand fra at slutte aller øverst på sejrsskamlen.
I drengeklassen, årgang 17 år, var der sølv til Mikkel Knudsen. Årgangen har igennem flere sæsoner været klart domineret af en roer fra Roskilde, som har fejet al modstand til side, men år for år formår Mikkel Knudsen stille og roligt at reducere tidsforskellen op til den suveræne sjællænder.
Stævnets tredje og sidste sølvmedalje til Hadsund tilfaldt kvartetten Mathias Danmark, Mikkel Jensen, Mikkel Knudsen og Ninna Pedersen i stafetløbet over 2000 meter. En klasse, hvor Hadsund Roklub i øvrigt stillede med hele fem fire-mands-hold.
Fjerdepladser vankede der til Peter Munk i herrernes tunge U23-klasse, til debutanten Elias Roth i drengeklassen op til 10 år, og til Katrine Sander Kjær i pigeklassen for de 13-årige.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.