Find din Android

Det er ikke kun iPhones, du kan finde fra computeren - eller en anden telefon

MOBIL: Har du en iPhone, så kender du givetvis funktionen ”Find my iPhone”. Måske er det knap så kendt, at Google har den samme funktion lagt ind i Android-styresystemet, så man (måske) kan finde den elskede telefon, hvis den er blevet forlagt.

Vil du finde telefonen, så skal du finde webbrowser og gå til Android Device Manager, og logge ind på Google - og man skal gøre det med den konto, man er logget ind på telefonen med. Er du i tvivl om, hvilken konto det er, så find din telefon, vælg ”Indstillinger” - ”Konti” - ”Google”, så får du den mailadresse der er tilknyttet telefonens Google-konto. Og bare for en god ordens skyld: Det skal man selvfølgelig have styr på, inden telefonen er blevet forlagt. Ellers bliver det lidt svært ...

Når man først er logget ind på Device Manager, så får man telefonens placering vist på et kort - måske. Det virker nemlig kun, hvis man har slået GPS’en til, er den ikke det, så får man ikke placeringen. Og der skal selvfølgelig være strøm på telefonen, som også skal have en forbindelse til internettet; enten via mobilnettet eller på Wi-fi.

Men uanset om man får vist placeringen eller ej, så får man muligheden for at få telefonen til at ringe med fuld lydstyrke - praktisk, hvis man har fået lagt telefonen i vasketøjskurven og ikke har en anden telefon at ringe fra - låse den eller slette al indhold på den. Sidstnævnte mulighed skal bruges med omtanke, men kan man se, at telefonen er på vej til Tyskland, så er muligheden der.

Android Device Manager har været tilgængelig i nogen tid efterhånden, men den er ikke lige så kendt som Apples modstykke. Så hvis du fra tid til anden har bandet over, at du ikke kunne finde din telefon og for længst har sagt fastnettelefonen op, fordi du ikke brugte den til andet end at ringe til din mobil, når du ikke kunne finde den, så er løsningen her.

Et lille pip om privatliv skal der lyde: Hvis ikke man har slået Googles placeringshistorik fra på telefonen, så vil de placeringer, Google gemmer løbende, naturligvis blive meget præcise, når GPS’en er slået til. Om man bryder sig om det eller ej, er en personlig afgørelse - men det skader ikke at være bevidst om det.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden