Fingrene væk fra vores p-plads
Henning G. Jensen afviser at lade parkering betale jernbane
En afgift på 20 kroner på lufthavnens snart 4000 parkeringspladser, kan give en årlig indtægt på knap 20 millioner kroner, penge - et beløb, der vil kunne betale de 257 millioner kroner til en stikbane i løbet af 19-36 år alt efter renteniveau. Idéen om at lade en p-afgift på det i dag gratis parkeringsområde betale for skinnelegene, station og andet, står at læse i Banedanmarks udkast til forundersøgelse af en nærbane mellem Lindholm Station og lufthavnen. Men den tanke kan de ifølge lufthavnens formand, borgmester Henning G. Jensen, godt slå ud af hovedet. - I Danmark er det sådan, at det er staten, der bygger og driver jernbaner, mens vi sammen med andre kommuner driver Aalborg Lufthavn, siger Henning G. Jensen, der påpeger, at netop muligheden for gratis parkering har været en medvirkende årsag til lufthavnens succes, og at det derfor ikke er noget, bestyrelsen har tænkt sig at ændre på. Fri parkering øger trafiktal - Passagererne lægger vægt på ordentlige og gratis parkeringsforhold. Vi føler, at gratis parkering er væsentlig for vores markedsføring. Selvfølgelig sammen med en lys og åben lufthavn, venligt personale og gode flyforbindelser til omverdenen, siger Henning G. Jensen, der påpeger, at lufthavnen, mens den har været kommunalt ejet, ikke har modtaget støtte fra statens side. - Da vi fik overdraget lufthavnen af staten for 15 år siden, var der et tocifret millionunderskud hvert eneste år. Beskeden var, at nu kunne vi få lov til at muntre os lufthavnen, men at vi ikke ville få statstilskud. Siden er lufthavnen udvidet tre gange og gjort til en overskudsforretning, siger Henning G. Jensen, som, fordi det er sket uden statens hjælp, afviser, at parkeringspladserne er et statsligt anliggende. I stedet mener han, at man bør betragte det på den måde, at det netop er lufthavnens vækst, der sikrer et kundegrundlag til en eventuel nærbane - som han understreger, at lufthavnen er en stor tilhænger af. - Vi vil gerne have, at vi som landets 3. største lufthavn forbindes med tog, fordi det giver alle passagerer mulighed for at komme til vores lufthavn på en god måde. Jeg tror, det vil betyde endnu flere passagerer, siger Henning G. Jensen, der i øvrigt advarer mod at se kortsigtet på økonomien i projektet. - Jernbanen er jo en investering for mange år ud i fremtiden. Vi ved jo ikke, hvad der kan komme af afgifter på bilisme, roadpricing og den slags. Jeg tror, tog bliver en stor konkurrent til bilismen, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.