Røverier

Fire børn truet til at udlevere deres mobil

På åben gade blev en flok ca. 12-årige udsat for, hvad der formentlig kan karakteriseres som et røveri

Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 09:25

NYKØBING: En mand, der beskrives som en "særdeles god kending" af politiet, mistænkes for at stå bag noget, der ligner et røveri mod en flok børn, der opholdt sig på Enghavevej i Nykøbing tirsdag aften.

- Det er en flok på syv unger på omkring 12 år, og de er noget bange for manden. Fire af dem føler sig truet til at udlevere deres mobiltelefoner, fortælle Jørgen Jensen, politikommissær hos lokalpolitiet i Thisted.

De fire får dog kort efter deres telefoner tilbage.

- Der er en handlekraftig forælder, der kører tilbage til stedet og får manden til at aflevere de fire telefoner, fortæller Jørgen Jensen.

Politiet mener at vide, at det er en 29-årig mand, der står bag afpresningen af børnene. Men onsdag morgen havde man endnu ikke fået fat i den pågældende.

Episoden, der fandt sted kort før klokken 18.30 tirsdag aften, kan ifølge Jørgen Jensen formentlig karakteriseres som et røveri.

- Det er ikke fordi, han har taget en kniv frem. Men børnene har følt sig truet, siger Jørgen Jensen, der regner med, at politiet hurtigt får fat i den pågældende.

Den mistænkte har ingen fast bopæl, men opholder sig i Nykøbing.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden